Read this article in English

Færøsk skønlitteratur opstod i slutningen af 1700-tallet med indsamling, nedskrivning og udgivelse af mundtlig digtning med rødder langt tilbage. Konstruktionen af den færøske retsskrivning i 1846 leverede redskabet til at skrive den samtidspoesi og prosa, som tog fart i 1876, da færøske studenter ved universitetet i København skrev de første digte om Færøerne.

Den første skriftlige digtning på færøsk var med andre ord national og indgik i hævdelsen af færøsk sprog og kultur over for det dominerende og officielle danske sprog. Det nationale løber som en stadig, men efterhånden aftagende, strøm gennem færøsk litteratur, til gengæld sætter skiftende perioders litterære strømninger deres præg på den.

Symbolisme og det 20. århundredes begyndelse

Den færøske litteratur i den første tredjedel af 1900-tallet var præget af symbolisme og naturalisme. Den første roman på færøsk, Rasmus Rasmussens Bábelstornið (Babelstårnet) som udkom i 1909, er naturalistisk og skildrer den nationale bevægelses opkomst og udvikling gennem tre generationer i to konkurrerende bondefamilier. J.H.O. Djurhuus’ digtsamling Yrkingar (Digte, 1914) er symbolistisk, en stilretning, som sammen med vitalisme, præger digterne, der debuterede i 1920’erne: William Heinesen (1900-1991) og Christian Matras (1900-1988).

De to danskskrivende William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er uden sammenligning de mest kendte færøske forfattere, idet deres romaner, Heinesens syv og Jacobsens ene, som også er filmatiseret, er oversat til mange sprog, deriblandt færøsk.

Jens Pauli Heinesen (1932-2011) påbegyndte i 1953 et langt prosaforfatterskab på 26 værker bestående af noveller, romaner, drama og essay, hvor kunstnerproblematikker er et gennemgående tema som i debutromanen Yrkjarin úr Selvík og vinir hansara (Digteren fra Sælvig,1958). I den store samfundskritiske roman Frænir eitur ormurin (Ormen hedder Fafner, 1973) skildres i en narratologisk sammensat form sammenstød mellem demokratiske, socialistiske og direkte reaktionære kræfter, der udmunder i fascistiske tilstande med forsamlings- og skriveforbud. Erindrings- og kunstnerromansuiten i syv bind skildrer forfatterens vej til forfatterskab, Á ferð inn í eina óendaliga søgu (På rejse ind i en uendelig historie, 1980-1992), hvor titlen alluderer til Marcel Prousts À la recherche du temps perdu. Drengens udvikling er indsat i en ramme formet af tidens store verdensbegivenheder, nazismen og anden verdenskrig, magtkampe mellem Sovjetunionen og USA, hvis mekanismer genfindes i den lille drengs opvækst og ungdom.

Efterkrigstidens kolde krig og accelererende samfundsudvikling satte også sit præg på lyrikken. Rói Patursson (f. 1947) er ungdomsoprørets færøske digter. Han debuterede i 1969 og fik for sin tredje digtsamling fra 1985 Líkasum (da. udg. 1986; Ligesom) Nordisk Råds Litteraturpris i 1986. Især langdigtet "Solens øje" er interessant ved sin form og visionære indhold.

Jóanes Nielsen (f. 1953) debuterede i 1978 som socialistisk oprørsdigter, der især benytter sig af kraftfulde metaforer bygget op over dieselmotorer og heftig erotik. Nielsens første roman kom i 1991 med den fortællende titel Gummistivlarnir eru tær einastu tempulsúlur sum vit egia í Føroyum (da. udg. 1992; Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler som vi ejer på Færøerne). Flere af hans digte og romaner er oversat til dansk, bl.a. romanen Glansbílætasamlararnir fra 2005 (da. udg. 2008; Glansbilledsamlerne). I perioden 2011-2022 udgav Nielsen en voldsom slægtshistorie, der starter i 1846 og slutter omkring 2020, hvoraf første bind, Brahmadellarnir, er udgivet på engelsk, The Brahmadells i 2017. Nielsen har udgivet ni digtsamlinger, syv romaner, tre skuespil samt artikler og essay.

Tóroddur Poulsen debuterede som den vrede unge mand i færøsk digtning i 1984 og har siden udgivet et væld af digtsamlinger, ofte flere om året – tilsammen 47 værker. Formen er modernistisk, holdningen postmodernistisk, og sprogligt er det meget opfindsomt. Han er udpræget eksperimenterende i sin prosa, musik og især billedkunstnerisk.

Kvinder gjorde sig mere og mere gældende i perioden efter krigen. Den første bog af en kvinde var et drama fra 1903, og den næste i fire bind fortællinger udkommet i 1950-1973 af Johanna Maria Skylv Hansen (1877-1974). I 1963 udkom den første gennemført modernistiske digtsamling på færøsk, Guðrið Helmsdal Poulsens lýtt lot (Lun brise) med naturinspirerede digte om digterjegets søgning efter sammenhæng i tilværelsen og digtenes egen tilblivelse. Den første roman skrevet af en kvinde udkom i 1971, Rannvá af Dagmar Joensen-Næs (1895-1983). Den skildrer, hvordan en ung kvinde bliver forført af landets fornemste embedsmand. I det følgende tiår brød feminismen igennem i skønlitteraturen med romanen Lívsins summar fra 1980 (da. udg. 1985; Livets sommer) af Oddvør Johansen (f. 1941) om pigen Nora og hendes familie, der stræber efter at bygge til deres hus, så de får plads til faderens snedkerværksted. Noras mor og kammeratens mor repræsenterer to forskellige feministiske veje til selvrealisering. Bergtóra Hanusardóttir (f. 1946) debuterede i 1984 og udgav i 2006 romanen Burtur (da. udg, 2017; Færingerne) om færøske studerende i København i 1960’erne, der har fokus på kvinders følelser af fremmedhed og udsathed for maskulin dominans og vold.

Postkolonialisme præger færøsk skønlitteratur, dvs. den er på forskellig måde præget af forholdet til det danske sprog og til Danmark.

Yderligere læsning:

• Malan Marnersdóttir, Guðmundur Hálfdanarson, Ann-Sofie N. Gremaud og Kirsten Thisted, Sovereignty, Constitutions and Natural Resources [Suverænitet, forfatninger og naturressourcer]. I Kirsten Thisted og Ann-Sofie Gremaud (red.), Denmark and the New North Atlantic (Århus: Århus Universitetsforlag, 1. udgave, bind 2, 2020), ss. 199-260.
• Malan Marnersdóttir, Henk van der Liet (red.) og Astrid Surmatz (red.), 'William Heinesens Det gode håb i lyset af post-kolonial teori', TijdSchrift voor Skandinavistiek 25, 2 (2004), ss. 181-187.

Links:

• FarLit - Litteratur fra Færøerne