Den Kolde Krigs afslutning signalerede demokratiets sejr over det autoritære styre, men samtidige blev der sat spørgsmålstegn ved demokratiets status på tværs af de nordiske lande. Som David Runciman argumenterer for i sin bog om demokratiets historie fra 2014 ved navn The Confidence Trap, så var det fremherskende humør i 1989 ikke demokratisk triumf, men snarere angst og usikkerhed. Selvom 1990'erne blev set fra begyndelsen som en ny verdensorden, var politikere og akademikere stadig bekymrede over mangler i det nordiske demokrati - en voksende bekymring, som havde præget samfundsforskerne siden 1970'erne. Der var en bekymring, for at en såkaldt post-politisk tid, hvor svækkede politiske partier og mindre offentlig deltagelse førte til frygt for, at den ellers lovpriste nordiske demokratimodel måske alligevel ikke var rustet til en post-industriel verden.

Siden midten af det tyvende århundrede havde de nordiske lande værnet om en unik type af deltagelse og repræsentation, som skabte lighed. I løbet af Industrialiseringen oplevede politiske partier, fagforeninger og landbrugssammenslutninger et højt niveau af støtte og deltagelse, hvilket var forholdsvist enestående i forhold til resten af verden. I 1990'erne opstod der dog tegn på forfald, hvilket dominerede den akademiske og politiske diskurs. Begrebet "tilskuerdemokrati" var et udtryk for en del af denne bekymring, og betød et demokrati, hvori folk udviste en generel interesse for politik, men hvor der var lavere grad af deltagelse i politiske partier, frivillige foreninger og fagforeninger.

Den europæiske integration, samt den potentielle risiko for et demokratisk underskud, var af stor interesse for alle tre undersøgelser i 1990'erne. Selve begrebet "demokratisk underskud" blev i 1990'erne en fast bestanddel af debatten om den europæiske integration, som en kritik af den påståede strøm af magt fra de nordiske nationalstater til ikke-valgte bureaukrater i Bruxelles. I magtundersøgelserne blev der lagt særlig vægt på globaliseringens indflydelse og især på integrationen i Den Europæiske Union. Danmark havde været medlem siden 1973, mens Sverige og Finland blev medlemmer i 1995, og Norge besluttede for anden gang, at holde sig ude af Den Europæiske Union i 1994.

Som Ann-Cathrine Jungar har argumenteret for, viste magtundersøgelsernes afvigende konklusioner de tre staters forhold til EU og deres forskellige normative udgangspunkter for, hvordan suverænitet og folkestyre kan fungere i stadig mere internationaliserede politiske strukturer. De danske undersøgelser viste, at tabet af formel suverænitet ved indtræden i EU var blevet modsvaret af en større indflydelse på europæisk politik, mens de pessimistiske konklusioner fra den norske undersøgelse viste, at Norges tilknytning til EU ikke gav norske politikere mulighed for at agere som politiske beslutningstagere.

Nordiske demokrati, på nationalt plan, blev dog ikke kun udfordret af ydre kræfter som f.eks. den europæiske integration. Vægten af det lokale demokrati fik også større betydning, som en måde at kompensere for velfærdsstatens voksende indflydelse på. En af de vigtige løsninger på tidens problemer blev anset for at være borgerens ændrede rolle, mere specifikt opråbet om decentralisering og øget brugerstyring som kunne styrke brugerne af velfærdsydelser, f.eks. skoler og daginstitutioner, eller oprettelsen af seniorråd.

Endelig kom de dynamiske kræfter i det nordiske demokrati ikke fra venstrefløjen, men fra en nyorientering af højrefløjen. I 1990'erne opstod der en kulturkrig, som blev støttet af konservative bevægelser, der var ivrige efter at bryde med den politiske konsensus om især indvandring. Den populistiske højrefløjs fremgang var muligvis stærkest i Danmark og Norge, hvor henholdsvis Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet oplevede en hurtig vælgerfremgang. Forløberen for denne bevægelse kan spores tilbage til 1970'erne, hvor stærke kritikere af velfærdsstaten begyndte at tiltrække arbejderklassens vælgere ved at angribe den angiveligt bureaukratiske og dyre offentlige sektor. Bevægelserne i begge lande ændrede sig dog i løbet af 1990'erne til i højere grad at ligne det franske højreekstremistiske parti, Front National.

I 1990'erne blev højrefløjspolitikere meget mere optagede af kulturkrige og indvandring, samt islam i de nordiske lande, hvilket i sidste ende gjorde dem til nogle af de mest succesfulde højrefløjspartier i Europa. I lighed med republikanere, som f.eks. kongresmedlem Newt Gingrich i USA, der startede en kulturkrig mod det liberale USA på et lignende tidspunkt, satte den nordiske nye højrefløj spørgsmålstegn ved de dominerende ideologiske bevægelser og metanarrativer om demokratiet, der havde skabt de moderne nordiske stater. Kritikken af det repræsentative demokrati var en del af den nye højrefløjs krav om folkeafstemninger om indvandring. En af de førende personer på den danske højrefløj, Søren Krarup, satte endda spørgsmålstegn ved, om det parlamentariske demokrati kunne redde danskerne fra indvandringskatastrofen.

Den nye højrefløjs fremmarch - og de andre trusler mod demokratiet, som er nævnt her - betød dog ikke enden på demokratiet i de skandinaviske lande. Det lykkedes dem dog at påvirke dansk politik betydeligt, og at sætte fokus på nye politiske skillelinjer, hvoraf mange har varet langt ind i det 21. århundrede.