Den radikale højrepopulismes vækst i de nordiske lande

En oversigt over højrefløjspartier og politisk polarisering i de nordiske lande i det 21. århundrede.

Opsummering: Radikale partier på højrefløjen har en lang historie i de nordiske lande, og er bemærkelsesværdige i alle landene undtagen Island. De er ofte for velfærd, og imod immigration, samt det politiske etablissement. Cas Muddes term 'Populist Radical Right' kan benyttes i forbindelse med forståelsen af disse partier som populistiske, nativistiske og autoritære. Deres vælgerlykke har varieret, men alt tyder på, at de fortsat vil spille en rolle i de nordiske politiske systemer.

De nordiske lande har ry for at have en høj grad af samtykke og fredelighed, samt et lavt niveau af politiske konflikter. Det kan diskuteres, om dette billede nogensinde har været berettiget, men i de seneste år er det blevet mere og mere forkert. De nordiske lande har været udsat for terrorangreb (f.eks. i København i februar 2015 og Stockholm i april 2017), og der er voksende problemer med bandevold og organiseret kriminalitet. De nøjagtige årsager til disse og andre sociale problemer er komplekse, men den politiske debat har i stigende grad fokuseret på, i hvilket omfang de kan kobles til indvandring. De nordiske lande har oplevet både ind- og udvandring gennem mange århundreder, men siden 1980'erne er indvandringen accelereret. Dette har især været tilfældet i Sverige, Danmark og Norge. Indvandringen til Finland, og især Island, har været mindre og begyndte først at stige på et senere tidspunkt.

Politiske partier og deres lederes skæbne kan ændre sig meget hurtigt. Denne artikel var aktuel på tidspunktet for udgivelsen, men det politiske landskab kan ændre sig!

Modvilje til immigration og det politiske etablissement

Indvandringsspørgsmålet blev et prioriteret emne for en ny type politiske partier, som kombinerer en anti-indvandringsdagsorden med en stærk retorik rettet mod det politiske etablissement. Partier med sådanne budskaber begyndte at vokse på det europæiske fastland i 1980'erne og 90'erne, f.eks. i Frankrig (Front National, nu kaldet Rassemblement National), Østrig (Frihedspartiet; Freiheitliche Partei Österreichs), Italien (Lega Nord, nu kaldet Lega) og Belgien (Vlaams Blok, nu kaldet Vlaams Belang). Disse partier, og andre partier der fulgte senere, var i begyndelsen små og isolerede, men fik efterhånden mere og mere støtte. I mange tilfælde har de også opnået politisk legitimitet. Partier som Lega/Lega Nord og det østrigske Frihedsparti har deltaget i flere koalitionsregeringer.

Radikale højrepopulistiske partier

Hvad man skal kalde disse partier, har været meget debatteret. Der findes en bred vifte af forslag, f.eks. den yderste højrefløj, højreekstremisme, højrepopulisme og den radikale højrefløj. Et forslag, der er fremsat af den amerikansk-baserede hollandske forsker Cas Mudde, har fået stadig større indflydelse. Hans forslag er at kalde partierne for Populist Radical Right (PRR). De er populistiske, fordi de ser sig selv som repræsentanter for folkets interesser overfor den politiske elite. De er radikale, fordi de søger at opnå gennemgribende ændringer i samfundet og det politiske system. De er dog ikke ekstreme, fordi de opererer inden for de eksisterende demokratiske rammer og ikke søger at tage magten med voldelige midler. De er til højre, fordi de mener, at ulighed mellem mennesker er naturligt og ikke bør reduceres med politiske midler.

Radikale populistiske partier har en fælles ideologisk kerne med tre ingredienser:

  • Populisme: Troen på, at samfundet er opdelt i to homogene og antagonistiske grupper: det korrupte etablerede politiske samfundssystem og det "rene" folk.
  • Nativisme: Troen på, at et land bør være beboet af indfødte mennesker, og at ikke-indfødte mennesker og idéer er en trussel.
  • Autoritære principper: Troen på et strengt ordenssamfund, hvor overtrædelser af loven skal straffes.

Populistiske radikale højrefløjspartier har en lang historie i de nordiske lande, selv om detaljerne varierer fra land til land.

Danmark og Norge

Den stadig igangværende bølge af nordisk højrepopulisme anses ofte for at være startet i Danmark og Norge i begyndelsen af 1970'erne. I første omgang var disse nye partiers hovedfokus modstand mod høje skatter og bureaukrati, men fra midten af 1980'erne blev indvandring en vigtig del af deres dagsorden.

I Danmark er der på nuværende tidspunkt tre partier som kan klassificeres som PRR. Det ældste er Dansk Folkeparti, som blev grundlagt i 1995 efter et brud fra Fremskridtspartiet, som blev grundlagt i 1972. Siden 2022 har Morten Messerschmidt haft formandsposten i partiet. The andet parti er Nye Borgerlige, grundlagt i 2015 af tidligere medlemmer fra Det Konservative Folkeparti med Pernille Vermund i spidsen. Det tredje er Danmarksdemokraterne, grundlagt i 2022 af tidligere udlændinge- og integrationsminister, samt dengang værende medlem af Venstre, Inger Støjberg. Alle tre partier er repræsenterede i Folketinget, og efter valget i November 2022 er de også alle tre oppositionspartier. Dog har Dansk Folkeparti før ageret støtteparti for regeringer med Venstre i spidsen.

I Norge blev Fremskridtspartiet (Fremskrittspartiet) grundlagt i 1973. Oprindeligt var det navngivet "Anders Langes Parti til stærk nedsættelse af skatter, afgifter og offentlige indgreb" efter dets grundlægger, men i 1977 skiftede partiet til deres nuværende navn. Fremskridtspartiet var med i en koalitionsregering ledet af Det Konservative Parti fra 2013 til januar 2020. I skrivende stund er lederen af Fremskridtspartiet Sylvi Listhaug, som efterfulgte Siv Jensen i 2021.

Sverige

I mange år var Sverige uden et PRR-parti. De eneste delvise undtagelser var en håndfuld lokale partier i Sydsverige. Der var ikke noget nationalt gennembrud før 1991, da et parti ved navn Ny Demokrati trådte ind på den politiske scene. Dette parti, som kombinerede indvandringskritik med en markedsliberal pro-business-dagsorden, blev offer for interne splittelser og forsvandt efter få år. Efter det Ny Demokratiske intermezzo var Sverige igen uden et større PRR-parti, indtil Sverigedemokraterne (Sverigedemokraterna) kom i Riksdagen i 2010. Partiet blev egentligt grundlagt i 1988, men var i en lang årerække meget småt. Det var i en ugunstig situation på grund af sin problematiske oprindelse, da nogle af partiets grundlæggere og tidlige ledere havde forbindelser til nazister og ekstremister. Sverigedemokraterne forsøgte at rense sit image ved at ekskludere ekstremistiske medlemmer og de-radikalisere partiprogrammet. Dette bar frugt, først langsomt, men efter gennembruddet ved valget i 2010 er støtten til partiet steget betydeligt. En anden grund til SD's succes er Jimmie Åkesson, som siden 2005 har været leder af partiet, og hvis lavmælte ledelsesstil er blevet mere og mere populær.

Sverigedemokraternes baggrund betragtes dog stadig af mange som problematisk. Det var først i slutningen af 2010'erne, at andre partier begyndte at overveje en form for samarbejde med SD. Efter valget i 2022 indgik partiet en samarbejdsaftale med en koalitionsregering under ledelse af Moderaterne (Moderata samlingspartiet). Dette samarbejde omfatter en drastisk reduktion af asylindvandringen, øgede muligheder for at udvise udenlandske borgere, der er fundet skyldige i kriminalitet eller dårlig opførsel, samt strengere foranstaltninger til bekæmpelse af kriminalitet.

Finland

Det kan hævdes, at Finland har den længste historik med populisme og anti-etablissement-partier iblandt de nordiske lande. Landdistriktspartiet (Suomen Maaseudun Puolue), der blev grundlagt under et andet navn i 1959, fik sit første gennembrud ved valget i 1970. Partiets valglykke svingede derefter, men det indgik i en koalitionsregering mellem 1983 og 1990. I 1995 gik partiet konkurs og blev nedlagt. Fra asken af Landdistriktspartiet blev der dannet et nyt parti. Navngivet Perussoumalaiset på finsk, blev partiet i starten oversat til The True Finns (De Sande Finner) på engelsk. I 2011 meddelte partiet, at det på engelsk foretrækker at blive oversat til The Finns, eller The Finns Party. På dansk kaldes partiet dog stadig De Sande Finner, som minder om den svenske version af partinavnet, Sannfinländarna. Partiet var i begyndelsen meget småt, men begyndte at vokse i begyndelsen af 2000'erne. Det var også på dette tidspunkt, at partiet begyndte at gøre indvandring til en mærkesag. Indvandring havde stort set ikke været på dagsordenen for Landdistriktspartiet, og oprindeligt var det heller ikke en mærkesag for De Sande Finner. Under Jussi Halla-aho (2017-20) og Riikka Purra (2020-) ledelse er indvandring dog blevet et vigtig emne. Partiet fik et stort gennembrud ved valget i 2011, og fire år senere indgik det i en koalitionsregering sammen med partierne Centerpartiet (Suomen Keskusta) og Samlingspartiet (Kansallinen Kokoomus). Regeringstiden var dog vanskelig, og De Sande Finner blev nødt til at gå med til en række offentlige besparelser på velfærdsområdet. I 2017 gik partiet fra hinanden, efter at den åbne islamkritiker Jussi Halla-aho blev udpeget til at efterfølge Timo Soini som formand. De mindre radikale medlemmer forlod partiet og dannede Blå Fremtid (Sininen eduskuntaryhmä), som fortsatte i regeringen. Det klarede sig meget dårligt ved valget i 2019 og er i dag ubetydeligt. De Sande Finner er blevet samlet igen, og ved valget i 2023 fik partiet 20,1 procent af stemmerne, hvilket er dets bedste resultat nogensinde.

Island

Generelt anses Island ikke for at have et PRR-parti af betydning. Dette skyldes til en vis grad, at Island har haft et forholdsvis lavt antal asylansøgere, selv om antallet er steget fra 2015 og fremefter. Lederen af Centerpartiet (Miðflokkurinn), den tidligere statsminister David Gunnlaugsson, har udtalt sig imod indvandring, mens lederen af Folkepartiet (Flokkur fólksins) Inga Sæland har sammenlignet behandlingen af gamle, syge og handicappede indfødte islændinge med situationen for indvandrere. Sæland har dog afvist, at hun er modstander af indvandring, og ingen af de to partier betragtes bredt som PRR.

Ideologi

De nordiske PRR-partier minder i høj grad Cas Muddes kerneingredienser: populisme, nativisme og autoritære principper. Der, hvor partierne adskiller sig, er når det kommer til økonomi og velfærd. Dansk Folkeparti og De Sande Finner er stærkt velfærdsorienterede og har et forholdsvis venstreorienteret økonomisk synspunkt. De Sande Finner har især været kritisk overfor offentlige besparelser på velfærdsområdet, hvilket skabte problemer, da partiet deltog i en regering, der foretog sådanne nedskæringer. Dansk Folkeparti har deltaget i vigtige velfærdsreformer sammen med partier på venstrefløjen, f.eks. omhandlende pensionsordninger. Denne kombination af indvandrings-fjendskhed og velfærdsorientering kan kaldes velfærdschauvinisme. Det danske Nye Borgerlige og det norske Fremskridtsparti prioriterer derimod mere markedsøkonomi, lavere skatter og generelt en mere højreorienteret økonomisk dagsorden. Sverigedemokraterne og Danmarksdemokraterne befinder sig et sted midt imellem.

Er PRR kommet for at blive?

Sammenfattende kan man sige, at der er betydelige PRR-partier i alle de nordiske lande, undtagen Island. Deres vælgerlykke har varieret, men alt tyder på, at partier, der prioriterer en restriktiv indvandringspolitik, fortsat vil spille en rolle i de nordiske politiske systemer. Indtil videre har PRR-partier kun deltaget i regeringer i Norge og Finland, men det er meget muligt, at det også kan ske i Danmark og Sverige. Dansk Folkeparti kunne faktisk være kommet i regering efter et meget godt resultat ved valget i 2015, men besluttede selv at lade være. Dette viste sig at være en fejl, og partiet mistede en massiv del af sin støtte ved valgene i 2019 og 2022. Det er stadig muligt, at dét, eller et andet PRR-parti, kan komme i en dansk regering i fremtiden. Det samme gælder i Sverige, hvor SD's stærke resultater ved valget kan betyde, at partiet på et tidspunkt vil komme i regering.

Yderligere læsning: