Etnisk farveblindhed i Norden
Etniske og racemæssige studier kaster lys over race i Norden, med særligt fokus på Sverige.
Opsummering: I sverige er race officielt forstået som værende af ringe eller ingen betydning, fordi alle under alle omstændigheder er lige. Selvom det er meningen, at denne forståelse skal være antiracistisk, fører denne tilgang til, at vigtige uligheder forbliver usynlige. Forskning i etniske og racemæssige studier viser, at race er socialt konstrueret, og at race som kategori ikke kan fuldkommen tilsidesættes, fordi farveblindhed fører til, at diskrimination og undertrykkelse ikke opdages og/eller ignoreres.
I 2009 fjernede Sverige udtrykket “race [ras]” fra deres Diskrimineringslag 2008:567 og erstattede det med et stedfortrædende udtryk, etnisk tilhørsforhold. I 2014 valgte regeringen at fjerne udtrykket “race” fra alt lovgivning. Men at fjerne udtrykket fjerner ikke racismen. “Farveblindhed” er et udtryk, som bruges til at henvise til, at man netop ikke tillægger en person racemæssige karakteristika (både synlige og usynlige). Intentionen med farveblindhed er typisk positiv: Vi bør ikke være racistiske, og bør behandle alle som havde de samme hudfarve. I virkeligheden kan farveblindhed dog have negative konsekvenser af netop disse årsager. Det muliggør, at man overser vigtige uligheder, og dermed bidrager til manglende anerkendelse af forskelsbehandling og undertrykkelse igennem flere generationer. Det kan umuliggøre fejringen af forskellighed. Hvad betyder race egentligt? Og hjælper det at udfase udtrykket i sig selv - og stræbe efter at være farveblind i stedet?
Hvad er race?
Nogle folk er forskrækkede over brugen af udtrykket “race” og erstatter det med andre ord som ofte virker mindre stødende, såsom etnicitet, nationalitet, oprindelsesland eller racialisering. Udtrykket “race” er typisk associeret med udseende (fænotype) og som oftest brugt i kontekst af ikke-hvide personer. Alle regler har undtagelser, og på den måde ender hvide mennesker ofte med at være en form for raceløse - men dette er langt fra tilfældet. Når du læser denne artikel, i hvert fald hvis du er fra et nordisk land, tænker du måske, at den omhandler ikke-hvide mennesker fordi den omhandler race, men hvide mennesker har også en race. Indenfor min forståelse af race (som en social konstruktion) er hvide mennesker også racialiserede fordi der ikke findes en komplet “neutral” race-kategori.
Race som en social konstruktion
Forskning inden for det etniske og racemæssige område kan være nyttig, da det kommer med forskellige perspektiver på, hvad race egentlig er. Jeg støtter den særlige opfattelse af race, der betragter konceptet som en social konstruktion. Det betyder, at race ikke er noget, som man er født med eller noget der er fastsat, men noget, som samfundet projicerer på den pågældende person. Sådan en projicering er kompleks, da den omfatter mange lag, der har med kulturelle normer, værdier og institutioner at gøre. Alle disse parametre socialiserer individer ind i racialiserede forståelser af både verden og identiteter, parametre som igen opretholdes af de selvsamme forståelser. Forskere har kigget på disse lag og opsummeret dem i grove træk til de følgende kategorier:
- Multi-niveau – Multi-niveau-princippet tager hensyn til den cirkulation af idéen af race, hvor konceptet konstrueres, opretholdes og virker gennem den institutionaliserede struktur af hierarkier, sociale arrangementer og organisationer, som normaliserer og reproducerer racestrukturer.
- Det individuelle niveau – På det individuelle niveau er racisme indlejret i vores vurderinger og overbevisninger om os selv og andre, samt i de handlinger, vi foretager, som afspejling af disse overbevisninger.
- Det interpersonelle niveau – På det interpersonelle niveau er racisme indlejret i vores sociale interaktioner, uanset om vi vælger at se virkningerne af race eller ej, og uanset om vi har til hensigt at gennemføre og/eller vælge at modstå vores racialiserede overbevisninger.
- Institutionelt – På det institutionelle plan manifesterer racisme sig i form af eksplicitte og implicitte politikker, love og institutionelle ordninger, som opretholder ulighed inden for sundhed, uddannelse, arbejde og boligmarkedet.
Fordi race er social konstrueret, omhandler begrebet socialt konstruerede magtgrænser, privilegier og undertrykkelse. Individer kan vælge om, eller hvordan, de identificerer sig med en given racekategori, men de kan ikke vælge om, eller hvordan, de bliver karakteriseret af andre. Det er vanskeligt at adskille ens personlige raceidentitet fra dét, der foregår i verden, eller i en bestemt sammenhæng (uanset hvor meget man end forsøger). Folk bliver nødt til at veksle imellem disse fire niveauer af racekategorier på daglig basis. Fælles erfaringer, som historie og undertrykkelse, påvirker naturligvis også identitet, og det kan resultere i modstandsdygtighed og modstandskraft over for undertrykkelse, samt mobilisering, ofte af bestemte grupper af mennesker. Dette omfatter aktive forsøg på at omdefinere betydningen af racemæssige kategorier.
Hvordan spiller race og farveblindhed en rolle i Sverige i dag?
Tilhængerne af farveblindhed hævder, at det er deres måde at bekæmpe racisme på: Race som en social kategori er irrelevant, når man diskuterer diskrimination, ulighed og social uretfærdighed. Denne forståelse er retfærdiggjort ved, at menneskerettigheder, demokrati, ligestilling mellem kønnene og antiracisme allerede er opnået med eksisterende lovgivning om bekæmpelse af diskrimination. Men andre mener, at det er absurd at tale om (og bekæmpe) racisme uden at kunne definere eller tale om race. Derfor er udtrykket "farveblindhed" vigtigt. Det har betydelige materielle, psykologiske og relationsmæssige omkostninger at benægte, at race er en del af den sociale forståelse og det sociale hierarki. At forsøge at "ignorere race" er simpelthen at lade som om, at eksempelvis racisme og racediskrimination ikke eksisterer, selv når det forårsager skade.
I betragtning af den mangesidede opfattelse af race og i betragtning af, at opfattelsen af race kan ændre sig afhængigt af konteksten, er det meget vanskeligt at opsummere, hvordan race overordnet udspiller sig i Norden i dag. Jeg kan dog give nogle fingerpeg på baggrund af den forskning, jeg har foretaget, og de mange interviews, jeg har gennemført, primært i Sverige.
McEachrance (2014) argumenterer for, at den politiske afvisning af race har ført til en situation, hvor race på den ene side siges ikke at have nogen betydning, og på den anden side har sociale stedfortrædendeord som etnicitet, religion og nationalitet fået større betydning. Disse udtryk er kun rettet mod dem, der ikke er set som svenske, dvs. dem som ikke er racialiserede som hvide, og ordene ender faktisk bare med at fungere som andre udtryk for race. Faktisk blev "rasiferad" (racialiseret) i 2014 i Sverige endda det officielle ord, der bør bruges i stedet for "race", og udtrykket "racialiseret" er også blevet meget udbredt i Danmark, især blandt akademikere og i visse medier. "Racialiseret" virker for nogle mindre stødende end blot "race", da det henviser til en gruppe af mennesker, der er genstand for racialisering i en given kontekst. Men det nuværende sprog om racialisering uden at adressere de specifikke racegrupper, skjuler de forskellige processer og måder hvorpå grupper af mennesker kategoriseres for at danne en racegruppe baseret på forskellige strukturer af magt og privilegier. I sin bog fra 2020 skriver Lentin sådan:
"At ignorere race og benægte, at det betyder noget, eller at gribe efter eufemismer, der er i overensstemmelse med hvide bekymringer, vil ikke gøre race mindre vigtigt, end det er." (s.178)
Interviews med multietniske svenskere
Gennem interviews hovedsageligt foretaget i Sverige viser min forskning, at "svenskhed" er forbundet med fænotypen af at være hvid; det er en binær opfattelse hvor hvid = svensk og ikke-hvid = ikke svensk:
"Fordi på trods af alt føles det som om, at det ikke er muligt [at blive accepteret som svensk]. Jeg ved, at hvis jeg siger, at jeg er det [svensk], så vil de [folk] sige mig imod [at jeg ikke er det]. [...] Men hvis jeg ikke kan sige det, hvad er jeg så?" (Citat fra et interview, Sayaka, 2020, s. 6).
Denne tilgang bliver forstærket af den måde, som myndighederne fører statistik på. Svenskere med blandet etnisk eller racemæssig herkomster statistisk set usynlige, og indgår i kategorien "svensk baggrund", der defineres som personer, der er født i Sverige og har mindst én forælder, der er født i Sverige (Statistics Sweden, 2018). Dette er igen i overensstemmelse med den farveblinde tilgang og gør forskning mere udfordrende. Det passer desuden ikke sammen med den befolkning med blandet etnisk eller racemæssig herkomst på globalt plan og de multigenerationelle erfaringer med blandede befolkningsgrupper. Når det er sagt, er det værd at nævne, at 18% af de 10 millioner indbyggere Sverige havde i 2018, var født i udlandet. 5% af dem, der var født i Sverige, havde forældre som begge var født i udlandet, mens 7% af dem, der var født i Sverige, var børn af binationale ægteskaber (én svensk forælder og én udenlandsk forælder).
I 2019 gennemførte jeg dybdegående interviews med 21 svenskere, der er multiraciale og multietniske. Der var en del diskussion om, hvorvidt svenskere med flere racer kan "passere" som hvide og/eller svenskere. Det er interessant, at visse indvandrergrupper, som engang blev racialiserede som ikke-svenske, nu er deracialiserede, f.eks. italienere, tidligere jugoslavere, osv. Men det er dybt problematisk at dét, at være i stand til at kunne "bestå" bliver en målestok for succes, på trods af de privilegier, det uundgåeligt medfører. For det første er det ikke alle som har det lige godt med, at der kan være en følelse af manglende overensstemmelse mellem den måde, man opfatter sig selv på, og den måde, man opfattes af andre på. Mange af de mennesker, jeg har interviewet, mener, at "svenskhed" bør omfatte en bred vifte af baggrunde. Det er også muligt at argumentere for, at det er nødvendigt at anerkende den voksende etnisk-blandede befolkning i Sverige. Nogle interviewpersoner og forskere har foreslået, at racemæssige konnotationer som har at gøre med "svenskhed" erstattes med en følelse af nationalt tilhørsforhold (se Song and Aspinall 2012 og min artikel fra 2020 for mere om dette). For det andet har det været vigtigt for nogle af dem, jeg har interviewet, ikke at "bestå" eller tilpasse sig enten/eller-kategorierne, og de ønsker i stedet at skabe deres egne kategorier:
"Du behøver ikke at sætte mig i kasser." (Interviewperson, Sayaka, 2020, s.12)
Baseret på min forskning vil jeg hævde, at argumentet om at forsøge at hæve sig over race og at slette "race" fra f.eks. lovgivning ikke hjælper, men faktisk støtter opretholdelsen af race som et hierarki. Det giver en illusion om lighed uden at tage fat på vigtige underliggende spørgsmål. Race som en analytisk kategori er vigtig for at kunne håndtere undertrykkelse. Det skyldes, at race er socialiseret ind i vores verdenssyn og integreret i vores institutioner på tværs af generationer - uanset om vi kan lide det eller ej.
Indholdet i denne artikel er skrevet på baggrunden af tre tidligere artiker af samme forfatter:
- Sayaka Osanami Törngren, ‘Challenging the ‘Swedish’ and ‘Immigrant’ Dichotomy: How do Multiracial and Multi-ethnic Swedes Identify Themselves?’ [At udfordre den 'svenske' og 'indvandrer' dikotomi: Hvordan identificerer multietniske svenskere sig selv?], Journal of Intercultural Studies, 41, 4 (2020) pp. 457-473;
- Sayaka Osanami Törngren , ‘Understanding Race in Sweden: The Racialisation and Deracialisation of Multiethnic and Multiracial Swedes’ [Forståelse af race i Sverige: Racialiseringen og deracialiseringen af multietniske og multiraciale svenskere], Nordic Journal of Social Research, 13, 1 (2022) pp. 51–66;
- Sayaka Osanami Törngren and Karen L. Suyemoto, ‘What does it mean to “go beyond race?’ [Hvad vil det sige at "gå ud over race"?], Comparative Migration Studies 10, 9 (2022).
Etniske og racemæssige studier kaster lys over race i Norden.
Denne artikel er udgivet på baggrund af læsernes interesse for spørgsmål, der har at gøre med integration og race i Norden.
Yderligere læsning:
- A. Lentin, Why race still matters [Hvorfor race stadig er vigtigt]. (Wiley, 2020).
- C. Lundström og T. Hübinette, Vit melankoli: En analys av en nation i kris [Hvid melankoli: En analyse af en nation i krise]. (Makadam Förlag, 2020).
- D.T. Goldberg, Are we all postracial yet? [Er vi alle postraciale endnu?] (Wiley, 2015).
- Karen L Suyemoto, Roxanne A Donovan, og Grace S Kim, Unraveling Assumptions: A Primer for Understanding Oppression and Privilege [At afsløre af antagelser: En grundbog i at forstå undertrykkelse og privilegier]. (Routledge, 2022).
- Lola Akinmade Akerstrom, In Every Mirror She's Black [I hvert et spejl er hun sort]. (Apollo, 2022).
- M. Song og P. Aspinall, ’Is Racial Mismatch a Problem for Young ‘Mixed Race’ People in Britain? The Findings of Qualitative Research’ [Er racemismatch et problem for unge 'mixed race' mennesker i Storbritannien? Resultaterne af kvalitativ forskning]. Ethnicities, 12, 6 (2012) ss. 730–753.