Kalevala har inspireret finske kunstnere, musikere og forfattere, hvis arbejde er kendt over hele verden, herunder Aleksis Kivi, Eino Leino, Akseli Gallén-Kallela, Väino Aaltonen og Jean Sibelius, for at nævne nogle få. Mere nutidige eksempler er Mauri Kunnas' børnebog Koirien Kalevala (Hundenes Kalevala), albummet Kalevala Elävänä tai Kuolleena (Kalevala levende eller død) af Juha Hurme og Tuomari Nurmio, samt sangen Vihaan Kalevalaa (Jeg hader Kalevala) af Ismo Alanko.

Kalevala har også haft en global indflydelse og har i høj grad inspireret J. R.  Tolkiens Ringenes Herre og dens elversprog, samt Henry Wadsworth Longfellows The Song of Hiawatha. Der er endda en påstand om, at William Shakespeare lod sig inspirere af en tidlig karelsk sang i forbindelse med Hamlet. Den har også gjort et politisk og kulturelt indtryk i nogle afrikanske lande, hvilket er særligt vigtigt i regioner, hvor man stadig kan finde mundtlige epos. Den tanzanianske akademiker Mugyabuso M. Mulokozi skrev i 1992, at udgivelsen af Swahili-oversættelsen af Kalevala var "en stor litterær begivenhed for Afrika". 

Kalevala er et stykke litteratur skabt af Elias Lönnrot baseret på finsk-karelsk mytologi og mundtlige folkedigte fra regionen Karelen (en region sydøst for Finland, som nu strækker sig over både et finsk og et russisk område). Elias Lönnrot var filolog fra Sammatti i det sydlige Finland, og han indså vigtigheden af at udvikle det finske skriftsprog. Han foretog adskillige rejser til Karelen for at indsamle vers og digte som i generationer var gået fra mund til mund.

Kalevala blev udgivet i 1835 i en periode med nationalromantik i store dele af Europa. Udgivelsen var belejlig, fordi bogen kunne tjene som et udtryk for national kultur og give næring til politiske motiver for uafhængighed. For mange finner repræsenterer Kalevala den første opblomstring af deres egen kultur som en uafhængig nation og er et vigtigt nationalt symbol. Men selvom Kalevala bruges i konstruktionen af finskhed, er det faktisk baseret på det karelske sprog og den karelske kultur, hvilket rejser spørgsmålet: Hvis kulturarv repræsenterer eposset egentlig?

Finland er en meget ung nation. Det var en del af det svenske imperium fra 1100-tallet til 1809, hvor det blev et selvstyrende storhertugdømme under Rusland fra 1809 til 1917. Allerede i 1300-tallet blev traditionelle trosretninger og historier undertrykt under katolicismens og senere lutheranismens dominans, men det er sandsynligt, at mundtlige fortællinger har kunnet overleve i mere afsidesliggende områder som Karelen.

I begyndelsen af 1800-tallet var svensk det dominerende sprog i det gamle kejserrige i århundreder, og det forblev regerings-, litteratur- og højstatus-sproget i Finland. Finsk blev kun talt i private hjem eller i mere landlige områder som Karelen. Før etableringen af det finske skriftsprog i midten af 1800-tallet blev traditioner og folketro ofte overleveret inden for regionerne i form af folkesange eller runolaulu (runesang). Runesangere fra Karelen, Finland og Ingermanland har været højt respekterede gennem historien, og de rejste ofte rundt i landet for at fortælle deres historier. Mange folkeviser blev også sunget i dagligdagen som en del af rutinerne.

Det var udgivelsen af Kalevala, der var med til at forhindre udryddelsen af disse fortællinger, som var så afgørende for videreførelsen af middelalderens traditioner i området. Det var med til at fremme udviklingen af en fælles finsk kultur og sprog midt i det svenske styre, og det var set i lyset af større sociopolitiske og kulturelle forandringer i Storhertugdømmet Finland, såsom Fennomani.

Den 28. februar 1835 underskrev Elias Lönnrot det første færdige forord til den nyudgivne Gamle Kalevala. Præcis 30 år senere, i 1865, holdt studerende fra organisationen Savonian-Karelian Nation ved Helsinki Universitet (som dengang hed Imperial Alexander University) en fest for at markere datoen. I 1950 blev datoen en uofficiel flagdag. I 1978, 113 år efter den første fejring, blev dagen officielt erklæret for den finske kulturs dag ved et regeringsdekret. Så Kalevala er ikke kun blevet anerkendt som Finlands nationalepos, men det er også fast forankret i den finske bevidsthed i kraft af den årlige fejring af Kalevala-dagen, også kaldet "flagets dag" (liputuspäivä).