Read this article in English.

Som transportmiddel har ski en nordisk historie, der strækker sig længere tilbage end de skriftlige optegnelser, og de første arkæologiske beviser på brugen af ski i regionen er mere end 5000 år gamle. I løbet af 1800-tallet voksede den moderne nationalisme og romantikken, og det samme gjorde forestillingen om, at skiløb ikke kun var praktisk, men også en kulturel markør, der adskilte de nordiske folk fra andre. Denne idé blev populær og gjorde skiløb i den nordiske natur til en central del af mange nationalistiske udtryk. I Sverige blev legenden om, hvordan den fredløse konge Gustav Vasa i 1500-tallet undslap danskerne på ski, en integreret del af den nationale historie, mens den finske etnolog Elias Lönnrot gjorde historier om gamle helte på ski, der jagtede monstre, offentligt tilgængelige som symboler på finskhed gennem Kalevala-eposset. Men det var først og fremmest i Norge, at skiløb blev en uundgåelig del af den nationale identitet, da legender om fortidens skiløbere som Birkebeinerne (se billedet ovenfor) blev brugt til historisk at underbygge skiløbets rolle som den foretrukne aktivitet for alle nordmænd i deres fritid.

De Olympiske Lege startede i 1896, men vintersport var kun repræsenteret i begrænset omfang før Første Verdenskrig gennem vintersport som kunstskøjteløb og ishockey. Skiløb var helt fraværende. Alt dette ændrede sig i løbet af 1920'erne og 30'erne, da fremkomsten af store internationale skikonkurrencer faldt sammen med udviklingen af nye medier, hvilket førte til permanente ændringer i forholdet mellem nordisk identitet og repræsentation af skiløb i medierne.

De nordiske lande var oprindeligt imod indførelsen af de Olympiske Vinterlege i 1924, delvist på grund af et ønske om at holde de nordiske skidiscipliner udelukkende nordiske. Denne modstand blev dog hurtigt overvundet, og Sverige, Norge og Finland sendte atleter til legene fra indvielsen og fremefter. Nordiske skiløbere kom til at dominere de olympiske langrendskonkurrencer fuldstændigt og var ofte i hård konkurrence med hinanden om topplaceringerne. Og selv om legene i mellemkrigstiden fandt sted langt fra Norden, i enten Alperne eller Nordamerika, var det nordiske publikum stadig ivrigt optaget af nyheder om legene gennem aviser og fra 1930'erne og frem gennem det nye radiomedie. Radioen kunne skildre og indramme følelser på en anden måde end det skrevne ord, og transmissioner af elitekonkurrencer i langrend blev tilgængelige for masseforbrug, hvilket gjorde vinterlegene til store mediebegivenheder i især Sverige, Norge og Finland.

I 1925 fik vinter-OL følgeskab i sportskalenderen af verdensmesterskaberne i ski og snowboard (FIS), og transmissioner af begivenheden (i Sverige og Norge mest kendt som "VM i skiløb" hvert andet år) har haft stor medieinteresse lige siden. Disse lege omfattede dog kun langrend og skihop og kunne derfor ikke matche de Olympiske Leges evne med at invitere publikum til at sammenligne og modstille nordiske skikulturer med andre områders identitet. Dette olympiske tagselvbord af forskellige vintersportsgrene blev også skruet et hak op i 1936, da programmet for første gang omfattede alpin-ski. I Norden fremstillede medierne de alpine discipliner som et sjovt tidsfordriv, der ikke på nogen måde kunne teste de sande kvaliteter af mandlig udholdenhed og ihærdighed på samme måde som langrend. Faktisk betragtede aviserne de nordiske mænds succes i langrend som et tegn på, at de besad udholdenhed og ihærdighed - en særlig form for maskulinitet, som andre mænd ikke besad. Langrend blev således et symbol på nordisk maskulinitet, og det er måske sigende, at mens kvinder var med i olympiske alpine discipliner allerede fra 1936, forblev langrend en mandlig disciplin indtil 1952.

Mellemkrigstidens mediefortællinger fremhævede ikke kun forskellen i resultater mellem Norden og andre steder, men satte også den store offentlige interesse for langrend i Norden i kontrast til resten af verden. For eksempel sammenlignede aviserne i 1936 de få tyskere, der var mødt op for at se 50 km langrendsløbet (på trods af, at mange tyskere deltog), med den generelle "nordiske" interesse i hjemlandet.

Medierne fremstillede ønsket om succes i langrend som et typisk nordisk træk, og det cementerede ikke kun forskellene mellem Norden og resten af verden, men også opfattelsen af forholdet mellem Sverige, Norge og Finland:

• For det første fortalte beretninger om et fællesnordisk ønske det nationale publikum, hvad nabolandene ønskede. Sammen med dette narrativ om lighed inden for Norden blev publikum inspirerede til at længes endnu mere efter det samme som deres nordiske fagfæller, nemlig succes i langrend.
• For det andet førte disse fortællinger utvivlsomt til opbygningen af rivaliseringer mellem de tre nationer, for selvom nordiske succeser kunne fremhæves som tegn på fællesnordiske kompetencer, kunne kun ét land vinde den eftertragtede guldmedalje ad gangen; dit eget lands succes ville derfor uundgåeligt medføre et nederlag for din nabo.

Efterkrigstidens skilandskab blev dramatisk påvirket af de sovjetiske sportsfolks inklusion og succeser, hvilket ændrede, men ikke udslettede, forestillingerne om nordisk overlegenhed. Mediedækningen af de sovjetiske vindere - såvel som dem fra andre lande - både forstærkede fortællingen om "nordisk" hårdførhed og underminerede samtidig opfattelsen af, at denne sport udelukkende skulle være et nordisk domæne. Siden 1990 er skiløb - og dets "rene" naturlige image - ligesom andre sportsgrene blevet udfordret af kommercialisering og dopingskandaler, men fortællingen om det nordiske består, og konkurrencen mellem de nordiske naboer ansporer dem til at fortsætte.

Langrendets mediehistorie i før- og mellemkrigstiden afslører derfor, hvordan fremstillinger af skiløbere formede nordiske forestillinger om Nordens plads i verden, samt hvad der ligger til grund for og kendetegner det særlige forhold, som skiløb har til nordisk identitet i dag.

---

Mediehistorien kaster lys over samtidige ideer.

Denne artikel er udgivet som svar på læsernes interesse for nordisk identitet og populærkultur.

---

Yderligere læsning:

• Inga Löwdin, 'Tillbakablick på skidornas damlängdlning som tävlingssport 1880–1965' [Et tilbageblik på kvindeskiløb som konkurrencesport 1880-1965], i Idrott, historia och samhälle, 1994, ss. 41–59. (Stockholm: Svenska idrottshistoriska foreningen, 1981–, 1994). 
• Jens Ljunggren, 'Tradition eller tävling? Nordiska spelen och kampen om vad idrott är' [Tradition eller konkurrence? De Nordiske Lege og kampen om, hvad sport er], Historisk tidskrift (Stockholm) vol. 1997 (117), ss. 351–374 (1997). 
• Thor Gotaas, Norway: the craddle of skiing [Norge: skiløbets vugge]. Vol. 6. (Font Forlag AS, 2012).
• Vidar Martinell, Skidsportens historia: längd 1800-1949 [Skisportens historie: 1800-1949]. (Erlanders Graphic Systems, 1999).