Færøerne var en tidlig norsk bosættelse fra 700-tallet og indtil 1500-tallet, da Norge, sammen med Færøerne, Grønland og Island, blev en del af Kongeriget Danmark efter Kalmarunionens kollaps i 1523. Norge blev dog overdraget til Sverige som følge på Kieltraktaten, også kendt som Freden i Kiel, i 1814 imens Færøerne, Island og Grønland forblev under dansk styre. Norske optegnelser viser, at selv om Færøerne var underlagt Norges overordnede styre, var de stort set en selvstyrende enhed. En officiel færøsk politisk enhed blev etableret i 1852, hvis Løgting (parlament, på dansk kaldet Lagtinget) blev ledet af en løgmaður (regeringsleder, på dansk kaldet lagmand). Lagtinget mødtes ofte på Tinganes (en lille halvø) i Tórshavn.

Der har været spor af bebyggelse i Åland så langt tilbage som omkring 3500 f.Kr. og fund fra omkring år 600 e.Kr. viser, at nogle af de allerførste bosættere i regionen etablerede samfundene på øerne. Ligesom Færøerne, der var under norsk og senere dansk styre, var Åland en del af Sverige i middelalderen, men blev afgivet til Rusland i 1809 sammen med Finland. Allerede før Finlands uafhængighed i december 1918 var der på Åland startet en folkelig bevægelse for, at Åland igen skulle blive en del af Sverige. Efter den finske borgerkrig tog Ålands befolkning konkrete skridt i denne retning ved at underskrive en underskriftsindsamling for at blive en del af Sverige, hvilket Finland dog modsatte sig. Med hjælp fra den svenske regering bragte ålænderne deres sag for Folkeforbundet i 1921, hvilket den finske regering også modsatte sig. Det blev besluttet, at Finland skulle beholde suveræniteten over provinsen, men at Åland skulle gøres til et selvstyrende område. Det blev også besluttet, at området skulle demilitariseres af hensyn til Sveriges sikkerhed, fordi øgruppen ligger så tæt på Stockholm.

På grund af deres selvstyre-status har Færøerne og Åland begge selvstyrende institutioner til lokale anliggender, og repræsentanter i henholdsvis den danske og finske regeringer; Færøerne har to repræsentanter i det danske Folketing, og Åland har én repræsentant i Finlands Rigsdag. Det færøske landsstyre har den udøvende magt over lokalstyret under den politiske ledelse af Lagtinget. Administrativt er Færøerne inddelt i 29 kommuner, opbygget af 120 byer og bygder. Åland styres i henhold til Selvstyreloven (oprindeligt fra 1920, revideret i 1951 og 1993) og forskellige internationale traktater. Disse love garanterer regionens demilitariserede status, samt dens selvstyre fra Finland, som har den ultimative suverænitet. Færøerne følger parlamentarismen, hvilket vil sige, at Ålands regering, Landskapsregeringen, står til ansvar overfor parlamentet, Lagtinget.

Begreberne nationalisme og nationalt tilhørsforhold spiller en vigtig rolle i skabelsen og opretholdelsen af identitet i disse selvstyrende regioner. Både Færøerne og Åland har et sprog, der adskiller sig fra sproget i de lande, som de er en del af (henholdsvis Danmark og Finland). I Færøerne snakker man færøsk, imens dansk (og engelsk) er en del af det obligatoriske pensum i skolen. I Åland er svensk hovedsproget, og selvom finsk også snakkes og forstås af nogle forbliver det et minoritetssprog. Nationalisme er også til stede i deres kulturarv, samt i turisme-industrien. Eksempelvis hvordan turisme-kampagner konstruerer en stiliseret fortælling, som er blevet meget populær. Men denne konstruktion er også afhængig af, hvordan den præsenteres og konstrueres af de mennesker, der rent faktisk bor der, og kultur og identitet konstrueres også af den måde, folk ser og repræsenterer sig selv på overfor resten af verden, og hvad der betragtes som "arv". Definitionen af "tradition" i kulturarvs-studier er noget, der er dybt forankret i et lokalsamfund, så det ændrer sig med det samfund.

Både Færøerne og Åland lægger vægt på tradition som en central del af deres identitet. Tradition har en tendens til at producere bestemte billeder af, hvad der betragtes som lokal og lokaliseret identitet, imens arvens natur er, at skabe specifikke fortider, der er mere løst forbundet til et bestemt sted. Små samfund organiserer og bruger deres (kultur)arv på en betydningsfuld måde, der fremhæver en særlig lokalitet, og definerer og promoverer en arv, som er forankret i et lille samfund. Men det, der betragtes som tradition, er i konstant udvikling; det trækker på den historiske fortid uden at være fastlåst i fortiden, og er i stand til at tilpasse sig de dynamiske kulturelle forandringer i samfundet. Det stemmer overens med definitionen af tradition i kulturarvs-produktion som noget, der er dybt forankret i lokalsamfundet, og som ændrer sig afhængigt af de mennesker, der er involveret.