Kulturarv i Færøerne og Åland

Moderne tilgange til kulturarv i de selvstyrende regioner kaster lys over gamle og nye traditioner.

Resumé: Selvom de ligger langt fra hinanden og er kulturelt forskellige, er det muligt at spore ligheder mellem Færøernes og Ålands kulturarv. Eksempelvis har begge selvstyrende regioner været påvirkede af en mangfoldighed af sprog, traditioner forbundet med de bredere nordiske regioner og endeligt begge deres positioner som øsamfund. I dag blomstrer en retraditionalisering i begge samfund, hvilket viser, at traditioner er langt fra fastlagte, og snarere i konstant udvikling.

På grund af deres geografiske placering har både Færøerne og Ålandsøerne fungeret som bindeled mellem forskellige lande i den nordiske region. Åland har, ved at være placeret midt imellem Sverige og Finland, i mange år fungeret som et bindeled mellem de to lande. I midten af Atlanterhavet befinder Færøerne sig mellem Norge, Danmark, De Britiske Øer og Island. Fordi de to øsamfund er geografisk langt fra hinanden og har været eksponeret for forskellig historisk indflydelse, er fremkomsten af specifik kulturel og politisk udvikling i de to selvstyrende samfund præget af århundreders skiftende politisk styring og diskussioner vedrørende identitet, sprog og tilhørsforhold.

Færøerne (Føroyar) og Åland er, sammen med Grønland, selvstyrende territorier i den nordiske region. Færøerne er, ligesom Grønland, en del af Danmark, og Åland er en del af Finland. Disse to øsamfund har begge en lang historie som værende tilhørende større nordiske lande, samtidig med at have deres egen særlige kultur og politiske identiteter. Både Åland og Færøerne blev selvstændige i løbet af det 20. århundrede, Åland i 1921 efter en beslutning vedtaget af Folkeforbundet, og Færøerne i 1948 efter en folkeafstemning om færøsk selvstændighed fra Danmark efter den tyske invasion af Danmark under Anden Verdenskrig. Den færøske folkeafstemning resulterede i, at et flertal stemte for uafhængighed, dog blev slutresultatet, at Færøerne ville blive mere politisk selvstændige, samtidig med at de stadig forblev en del af Danmark.

Fra tidlige bosættelser til selvstyrende regioner

Færøerne var en tidlig norsk bosættelse fra 700-tallet og indtil 1500-tallet, da Norge, sammen med Færøerne, Grønland og Island, blev en del af Kongeriget Danmark efter Kalmarunionens kollaps i 1523. Norge blev dog overdraget til Sverige som følge på Kieltraktaten, også kendt som Freden i Kiel, i 1814 imens Færøerne, Island og Grønland forblev under dansk styre. Norske optegnelser viser, at selv om Færøerne var underlagt Norges overordnede styre, var de stort set en selvstyrende enhed. En officiel færøsk politisk enhed blev etableret i 1852, hvis Løgting (parlament, på dansk kaldet Lagtinget) blev ledet af en løgmaður (regeringsleder, på dansk kaldet lagmand). Lagtinget mødtes ofte på Tinganes (en lille halvø) i Tórshavn.

Der har været spor af bebyggelse i Åland så langt tilbage som omkring 3500 f.Kr. og fund fra omkring år 600 e.Kr. viser, at nogle af de allerførste bosættere i regionen etablerede samfundene på øerne. Ligesom Færøerne, der var under norsk og senere dansk styre, var Åland en del af Sverige i middelalderen, men blev afgivet til Rusland i 1809 sammen med Finland. Allerede før Finlands uafhængighed i december 1918 var der på Åland startet en folkelig bevægelse for, at Åland igen skulle blive en del af Sverige. Efter den finske borgerkrig tog Ålands befolkning konkrete skridt i denne retning ved at underskrive en underskriftsindsamling for at blive en del af Sverige, hvilket Finland dog modsatte sig. Med hjælp fra den svenske regering bragte ålænderne deres sag for Folkeforbundet i 1921, hvilket den finske regering også modsatte sig. Det blev besluttet, at Finland skulle beholde suveræniteten over provinsen, men at Åland skulle gøres til et selvstyrende område. Det blev også besluttet, at området skulle demilitariseres af hensyn til Sveriges sikkerhed, fordi øgruppen ligger så tæt på Stockholm.

På grund af deres selvstyre-status har Færøerne og Åland begge selvstyrende institutioner til lokale anliggender, og repræsentanter i henholdsvis den danske og finske regeringer; Færøerne har to repræsentanter i det danske Folketing, og Åland har én repræsentant i Finlands Rigsdag. Det færøske landsstyre har den udøvende magt over lokalstyret under den politiske ledelse af Lagtinget. Administrativt er Færøerne inddelt i 29 kommuner, opbygget af 120 byer og bygder. Åland styres i henhold til Selvstyreloven (oprindeligt fra 1920, revideret i 1951 og 1993) og forskellige internationale traktater. Disse love garanterer regionens demilitariserede status, samt dens selvstyre fra Finland, som har den ultimative suverænitet. Færøerne følger parlamentarismen, hvilket vil sige, at Ålands regering, Landskapsregeringen, står til ansvar overfor parlamentet, Lagtinget.

Kultural identitet i øsamfund

Åland og Færøerne er begge øsamfund, som har blomstrende kulturelle liv. Begge steder er efterkommere fra Vikingetiden, og denne arv kan ses både arkæologisk og i øernes historie. Deres placeringer har også fremmet en mangeårig maritim arv, som stadig præger nutidens kultur. Når det er sagt, er den mangfoldige kulturarv i begge disse samfund i konstant forandring, ligesom de fleste andre steder. 

Ålands Kulturhistoriske Museum (Ålands Kulturhistoriska Museum) og Åland Kunstmuseum (Åland Kunst Museum), som begge er beliggende i Mariehamn, viser den mangfoldige kultur på øerne og den kunstneriske udvikling som Ålands kunstnere har udviklet igennem årene. I Åland er nationalisme et vigtigt koncept for lokal identitet og selvstyre. Det nationale og kulturelle tilhørsforhold på Åland er broget og kan siges at være præget af en følelse af at være "midt imellem". Der er dem, der i høj grad identificerer sig med Sverige, og som foretrækker at lægge afstand til deres tilhørsforhold til Finland. Ålands kulturdelegation er ansvarlig for kulturarv i regionen. Den overvåger, beskytter, vedligeholder, bevarer og træffer alle beslutninger om levn som minder om gammel bebyggelse.

Kunstmuseet Listasavnið i Tórshavn i Færøerne udstiller løbende både etablerede og nye kunstnere, og Nordens Hus (Norðurlandaðhúsið) er ofte hjemsted for internationale konferencer, udstillinger og nutidig kunst. En række tilbagevendende billeder af "færøskhed" er til stede i markedsføringen af Færøerne som turistdestination, herunder kunstneriske og andre kulturelle produktioner. Blandt disse er eksempelvis opvisning af færøsk ring- eller kæde-dans (Føroyskur dansur), samt færøsk mad og musik. Et centralt aspekt har været, at Færøerne er meget geografisk isolerede, og denne isolation fortsætter med at præge de nuværende fortællinger om det færøske samfund og fastholder et bestemt billede af, hvordan Færøerne er. Øernes afsides placering og det "eksotiske" ved at besøge Færøerne har været omdrejningspunktet for flere turisme-kampagner, og det er med til at forstærke ideen om et fjernt og "uberørt" sted.

National identitet

Begreberne nationalisme og nationalt tilhørsforhold spiller en vigtig rolle i skabelsen og opretholdelsen af identitet i disse selvstyrende regioner. Både Færøerne og Åland har et sprog, der adskiller sig fra sproget i de lande, som de er en del af (henholdsvis Danmark og Finland). I Færøerne snakker man færøsk, imens dansk (og engelsk) er en del af det obligatoriske pensum i skolen. I Åland er svensk hovedsproget, og selvom finsk også snakkes og forstås af nogle forbliver det et minoritetssprog. Nationalisme er også til stede i deres kulturarv, samt i turisme-industrien. Eksempelvis hvordan turisme-kampagner konstruerer en stiliseret fortælling, som er blevet meget populær. Men denne konstruktion er også afhængig af, hvordan den præsenteres og konstrueres af de mennesker, der rent faktisk bor der, og kultur og identitet konstrueres også af den måde, folk ser og repræsenterer sig selv på overfor resten af verden, og hvad der betragtes som "arv". Definitionen af "tradition" i kulturarvs-studier er noget, der er dybt forankret i et lokalsamfund, så det ændrer sig med det samfund.

Både Færøerne og Åland lægger vægt på tradition som en central del af deres identitet. Tradition har en tendens til at producere bestemte billeder af, hvad der betragtes som lokal og lokaliseret identitet, imens arvens natur er, at skabe specifikke fortider, der er mere løst forbundet til et bestemt sted. Små samfund organiserer og bruger deres (kultur)arv på en betydningsfuld måde, der fremhæver en særlig lokalitet, og definerer og promoverer en arv, som er forankret i et lille samfund. Men det, der betragtes som tradition, er i konstant udvikling; det trækker på den historiske fortid uden at være fastlåst i fortiden, og er i stand til at tilpasse sig de dynamiske kulturelle forandringer i samfundet. Det stemmer overens med definitionen af tradition i kulturarvs-produktion som noget, der er dybt forankret i lokalsamfundet, og som ændrer sig afhængigt af de mennesker, der er involveret.


Kulturarv fra selvstyrende øsamfund kaster lys på nye og gamle traditioner

Denne artikel er udgivet som reaktion på en interesse i kulturarv og de selvstyrende territorier - den nordiske region er mere end blot de frem nationalstater.


Yderligere læsning: