Fotografering, som vi kender det i dag, kan spores tilbage til det 1800-tallet og opstod omtrent samtidig med, at europæere og folk af europæisk afstamning indledte denne "heroiske tidsalder" for polarforskning. Efterhånden som fotograferingen udviklede sig, blev det også en måde at dokumentere (eller måske man skulle sige "skildre") disse rejser på, herunder det stadig mere febrilske kapløb mod Nordpolen. I 1800-tallets populærkultur blev polarforskere set som helte. Illustrerede og sensationsprægede beretninger om deres rejser var med til at fastholde billedet af et koloniserende folk som 'erobrere'. Ligesom i Friedrichs maleri var en enkelt mandlig "helt" ofte i centrum af fotografiet. Alle de andre, der gjorde rejsen mulig, herunder mange indfødte mænd og kvinder, blev udeladt af billedet. 

Dette selektive, koloniale blik var almindeligt i det 1800-tallet, uanset om det var rettet mod landskabet eller de mennesker, der boede i det. Som Jarrod Hore forklarer i Visions of Nature [Syn på naturen], blev landskaber ofte portrætteret som idylliske og ubeboede. Mennesker blev sjældent vist i deres naturlige omgivelser. I stedet blev de vist i et studie, adskilt fra deres omgivelser - underligt deterritorialiserede. Disse billeder og den måde, de blev fremstillet på, var med til at forme, hvordan mennesker af europæisk afstamning koloniserede andre lande, både økonomisk og kulturelt. Man kan sige, at det, de optog og "dokumenterede", har mere at gøre med det euro-moderne perspektiv end med de mennesker, der bor i Arktis eller i de andre regioner, der "udforskes".

I dag udføres der mange former for forskning i Arktis, både inden for natur- og samfundsvidenskab. Ofte bruges fotos, og i stigende grad videoer og dronebilleder, som øjebliksbilleder af den aktuelle tilstand på det sted, der undersøges, eller til at kommunikere resultaterne af et bestemt forskningsprojekt. For eksempel bruges fotos ofte i forelæg til at illustrere et problem eller et resultat. Her er fotograferingen ikke en del af selve forskningen, men snarere en måde at kommunikere eller forklare forskningen på. 

I forbindelse med dette, men forskelligt fra det, er hvordan fotografi kan bruges som en måde at dokumentere et forskningsemne på, herunder hvad der er sket, eller hvad der er blevet produceret. I dette tilfælde bruges fotografering som en del af forskningsprocessen, men ikke som en undersøgelsesmetode. De samme fotos vil naturligvis også blive brugt til kommunikationsformål. Fotografering kan også bruges som en del af en kunstbaseret tilgang til forskning. Inden for samfundsvidenskaberne kan en forsker f.eks. præsentere fotos for at lokke en respons frem (fotoelicitering), eller folk kan blive bedt om at tage fotos som en del af en måde at forstå deres synspunkt på (fotofortælling). I dette eksempel er billederne en integreret del af forskningsprocessen.

Fotografering har en lang og indviklet historie med bosætterkolonialisme. Men som med alle værktøjer er det muligt at fotografere på andre måder. En nyttig tilgang til at begynde at tænke anderledes på fotografering - herunder at reflektere over, hvordan vi ser ting og mennesker gennem linsen - kan findes i Claudia Mitchells bog Doing Visual Research [At udføre visual forskning]. Et indlysende og vigtigt første skridt er at indhente forudgående samtykke, når man tager billeder af mennesker eller bestemte steder (f.eks. private hjem eller hellige steder). Men det er også vigtigt at undersøge billederne bagefter og sætte spørgsmålstegn ved, hvad der bliver vist - og hvad der er blevet udeladt af billedet. Det er vigtigt at respektere det samfund, hvor forskerne er baseret eller på besøg, og at anerkende, at forskning udført sammen med og for et samfund ikke er det samme som forskning om et samfund. Respektfuld forskning kan udføres, uanset om man er besøgende eller medlem af lokalsamfundet, så længe alle aspekter af arbejdet gribes an med omtanke.