Religionsfrihed og -begrænsninger i de nordiske lande
Det er en udfordring at sikre ligebehandling af de forskellige religiøse samfund i Norden.
![[Translate to Dansk:]](/fileadmin/_processed_/b/6/csm_COLOURBOX31591186_dcc07ce50f.jpg "[Translate to Dansk:]")
Opsummering: Alle de nordiske lande har nedskrevet religionsfrihed i deres grundlove og andre juridiske instrumenter, og landene er også kendt for at være fortalere for menneskerettigheder. På den anden side har nogle undersøgelser af religionsfrihed vist, at landene faktisk er ret restriktive. Det er rigtigt, at nogle lande - såsom Danmark - har favoriseret love, der rammer religiøse mindretal (primært muslimer) ulige. Men de nordiske lande scorer muligvis også dårligt på bestemte områder af andre grunde, f.eks. fordi det er nødvendigt at registrere sig for at få adgang til finansiering. Nogle praksisser, der anses for at begrænse religionsfriheden, har faktisk til formål at udvide religiøse minoriteters rettigheder, snarere end det modsatte.
En oversigt over juridiske bestemmelser om religionsfrihed
Religionsfrihed er indskrevet i forfatningerne i de fem nordiske lande, men på forskellige måder (se tabellen nedenfor). De Nordiske lande har en lang tradition for religionsfrihed, faktisk bibeholder Norge og Danmark formuleringer af religionsfrihed beskrevet i forfatningerne, der er ældre end FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, hvis §18 omhandler religionsfrihed. Siden år 2000 er ny eller opdateret lovgivning imidlertid blevet indført med mere omfattende bestemmelser om religiøse mindretals rettigheder og ansvar. Landene har på mange måder tilsvarende type lovgivning, der fastsætter rammer for religiøse samfund uden for den officielle lutheranske kirke, herunder registrering af anerkendte religiøse samfund. Denne slags juridiske rammer er under stadig udvikling, da forholdet mellem Norden og religiøse grupper er komplekst.
Lovgivningen understøtter religionsfrihed bl.a. ved at give de anerkendte trossamfund særlige privilegier. Men der er også lovgivning, som begrænser religionsfriheden. Her træder Danmark frem med fx lovgivning, der begrænser "udemokratiske" prædikanter og donationer (sanktionslisten og forbudslisten) og forbyder tildækning af ansigtet i det offentlige rum (burkaforbud)- alle tiltag, der er trådt i kraft siden 2017, og som især er rettet mod islam. I 2020 placerede Pew Research Center faktisk Danmark som det eneste fuldgyldige demokrati, i kategorien ’lande med omfattende statslige restriktioner på religion’; en kategori, der ellers er forbeholdt autoritære stater, hybridregimer og mangelfulde demokratier. Danmark er ikke det eneste nordiske land, der har et burkaforbud, Norge har et lignende forbud mod ansigtstildækning, som dog gælder kun i uddannelsesinstitutioner, men Pew placerede kun Danmark i denne kategori.
Pews rapportering af religionsfrihed konkluderede derudover, at religionsfrihed ikke er tilstrækkeligt lovfæstet i tre ud af de fem nordiske lande (se nedenfor for mere om undersøgelserne fra Pew Research Center). En anden, velkendt undersøgelse af religionsfrihed, The Religion and State Project påpeger også, at Norden kan være et overraskende usikkert sted for religiøse minoriteter. Det er i hvert fald den fornemmelse man får, når man læser internationale undersøgelser om religionsfrihed i de Nordiske lande. Og det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt.
Uddrag om religionsfrihed i de nordiske landes grundlove
| Danmark | §67. “Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” |
| Finland | §11. “Alle har religions- og trosfrihed. Religions- og trosfrihed omfatter retten til at bekende sig til og udøve en religion, retten til at give udtryk for sin overbevisning og retten til at tilhøre eller ikke at tilhøre et religiøst samfund. Ingen må tvinges til at deltage i religiøs praksis, der strider mod hans eller hendes samvittighed.” |
| Island | §63. “Alle borgere har ret til at danne religiøse foreninger og til at udøve deres religion i overensstemmelse med deres individuelle overbevisning. Der må dog ikke prædikes eller praktiseres noget, som er til skade for god moral eller den offentlige orden.” |
| Norge | §16. “Alle indbyggere i riget har ret til fri religionsudøvelse. Den norske kirke, en evangelisk-luthersk kirke, forbliver Norges folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nærmere bestemmelser om kirkens system fastsættes ved lov. Alle religions- og trossamfund skal understøttes på lige fod.” |
| Sverige | §1.1. “Enhver skal sikres følgende rettigheder og friheder i hans eller hendes forhold til de offentlige institutioner (...) "religionsfrihed: det vil sige friheden til at praktisere sin religion alene eller i selskab med andre."” |
De nordiske evangelisk-lutherske kirker
De nordiske lande er lutherske majoritetssamfund, og de evangelisk-lutherske kirker - historisk set statskirker - har et relativt stærkt befolkningsgrundlag. Disse majoritetskirker har også en særlig status på grund af deres rolle i forbindelse med begravelser, sjælesorg (fx i form af samtaler med hospitals- eller fængselspræster) og afholdelse af julegudstjenester for folkeskolen. Når det er sagt, så er tilknytningen mellem den lutherske majoritetskirke og nationalstaten i alle fem lande blevet løsnet i løbet af de sidste årtier, men i meget forskelligt omfang. Mest radikalt i Sverige, hvor kirke og stat blev adskilt i 2000, og i 2012 blev der gennemført en grundlovsreform i Norge med samme formål.
Det er svært samlet at beskrive forholdet mellem stat og kirke i de nordiske lande kortfattet, især fordi forholdet varierer. Bare fordi det er en majoritetskirke, og undersøgelser af religionsfrihed viser, at denne religion foretrækkes frem for minoritetsreligioner, betyder det ikke nødvendigvis, at forholdet mellem stat og kirke er harmonisk. Dog er forholdet mellem majoritetsreligionen og staten i nogle tilfælde så tæt, at det - især i Danmark - kan være svært at skelne dem fra hinanden.
Hvordan måler man religionsfrihed i praksis?
Da der ikke findes en officiel definition af, hvad religionsfrihed er, er det svært at måle. Men det er vigtigt trods alt at forsøge, da dette kan afsløre skjulte - og måske knap så skjulte - ulige behandlinger, samt belyse sammenhængen mellem religionsfrihed, liberalisme og demokrati. De forskellige målingsforsøg, der er blevet gjort, involverer indsamling af mange sammenlignelige data på tværs af lande, herunder at undersøge de statslige restriktioner, der er pålagt religiøse minoriteters institutioner, men som ikke er pålagt majoritetsgruppen - noget, som peger på religiøs diskrimination. To velkendte organisationer, der måler dette, er Pew Research Center og The Religion and State Project. Jeg kiggede nærmere på de to organisationers indekser for at se, om de nordiske lande virkelig burde være placeret, hvor de er, eller om der var nogle årsager i dataindsamlings- og analyseprocessen, som netop resulterede i de nordiske landes placering. Mine resultater blev offentliggjort i artiklen A ’Nordic Religious Freedom Paradox’? Freedom of Religion and Belief as Contructed by Two Global Datasets [Et 'nordisk religionsfrihedsparadoks'? Religions- og trosfrihed konstrueret ud fra to globale datasæt] i TEMENOS.
Samlet set har The Religion and State Project f.eks. vist, at samfundsmæssig og statslig religiøs diskrimination var til stede og steg fra 1990 til 2014 i 37 vestlige og europæiske lande - det modsatte af fremskridt (fra deres 2017-rapport). Deres datasæt fokuserer på at vurdere og opstille parametre for regeringsbaseret religiøs diskrimination. Deres vurdering består af tre kategorier, som alle har forskellige variabler (Diskrimination mod minoritetsreligioner med 36 variable - f.eks. begrænsninger mod at bære religiøse symboler eller have adgang til passende mad; Religiøse begrænsninger med 29 variable; og Religiøs støtte med 52 variable).
Pew Research Center bruger blandt andet et scoringssystem kaldet Government Restrictions Index (GRI). GRI giver et overblik ved at sammenlægge resultater baseret på en række individuelle scorer, der gives for f.eks. favorisering af religiøse grupper, love og politikker, der begrænser religionsfriheden, chikane af religiøse grupper, begrænsning af religiøs aktivitet og så videre.
Hvordan klarer de nordiske lande sig?
Ved at bruge denne slags datasæt kan man sammenligne lande og se udviklinger over tid, som ellers kan blive overset. Selvom de nordiske lande kan betragtes som en blok, er der stadig interne variationer. Det ser dog ud til, at diskriminationen generelt er steget snarere end faldet i løbet af årene. Begge disse datasæt ser registreringen af religiøse minoritetsgrupper som potentielt diskriminerende. Det er en af grundene til, at de nordiske lande, og især Danmark, ikke scorer så godt, som man kunne forvente - selvom de har klaret sig godt på mange områder.
Når det er sagt, så er det svært at isolere restriktion fra diskrimination. Disse to undersøgelser ser ud til at betragte registrering som en slags begrænsning, men registrering er faktisk ret almindeligt i mange europæiske lande, da det er en forståelig forudsætning for at gøre krav på statstilskud eller lignende, f.eks. skattefordele. Begge undersøgelser virker skeptiske over for statens engagement i religion. Internationale undersøgelser er ofte modelleret over en bestemt forståelse af religionsfrihed, nemlig at en total adskillelse af religion og stat er udgangspunktet, en ’wall of separation’, som det ofte betegnes i USA. Så hvis dette er udgangspunktet, kommer den nordiske model med deres majoritetskirken nemt til at fremstå som problematiske.
Selv om der er behov for at være kritisk over for de forskellige tiltag, er det tankevækkende, at de nordiske lande, som ofte betragtes som rollemodeller for menneskerettigheder, siden 2017 har ligget højere end den globale median, når det gælder statslige restriktioner (se tabellen nedenfor). Er de Nordiske lande ikke de religionsfrihedsrollemodeller, som man skulle tro?
Pews overordnede indeks for statslige restriktioner viser stigning over tid
| 2007 | 2017 | 2018 | 2019 | |
| Danmark | 2.5 | 4.1 | 4.7 | 4.1 |
| Finland | 0.6 | 2.6 | 2.6 | 2.5 |
| Island | 2.6 | 3.7 | 3.7 | 3.7 |
| Norge | 1.5 | 2.9 | 3.2 | 3.2 |
| Sverige | 1.2 | 2.3 | 2.8 | 2.6 |
| Gennemsnit | 1.7 | 3.1 | 3.4 | 3.2 |
| Median | 1.5 | 2.9 | 3.2 | 3.2 |
| Global median | 1.8 | 2.8 | 2.9 |
Hvorfor er der mindre religionsfrihed i Norden, end vi troede?
Der er måske mindre religionsfrihed i Norden på grund af det formodede udgangspunkt: Man skulle tro, at disse lande med deres globale ry for at støtte menneskerettighederne ikke ville indføre restriktioner for religiøse minoriteter, og dette fænomen kan kaldes det "nordiske religionsfrihedsparadoks".
Religionsfrihed er et dynamisk område inden for offentlig politik, og forholdet mellem de nordiske lande og minoritetsreligioner er komplekst. Variabler, der anvendes på alle lande i hele verden, afslører måske ikke nogen af disse kompleksiteter. For eksempel kan registrering ses som positivt (for at få adgang til statslige midler) snarere end diskriminerende. I forbindelse med vanskelige medicinske spørgsmål såsom omskæring er det ligeledes sandsynligt, at de nordiske lande vil prioritere barnets rettigheder over religiøse rettigheder (se Akturk, 2019, for mere om dette). De strukturelle årsager til begrænsninger undskylder naturligvis ikke chikane og diskrimination.
Yderligere læsning:
- Sener Akturk, 'Comparative Politics of Circumcision Bans in Western Europe: A Causal Narrative' [Sammenlignende politik for omskæringsforbud i Vesteuropa: En kausalfortælling], APSA Preprints, (2019).
- Bryan S. Turner, 'Review essay: The Scandinavian Model of Secularities. [Anmeldelse: Den skandinaviske model for sekularitet.], European Journal of Social Theory 17, 4 (2014), ss. 534-43.
- J. Strang, 'Scandinavian Legal Realism and Human Rights: Axel Hägerström, Alf Ross and the Persistent Attack on Natural Law.' [Skandinavisk juridisk realisme og menneskerettigheder: Axel Hägerström, Alf Ross og det vedvarende angreb på naturretten] Nordic Journal of Human Rights (2018) 36,3, ss.202–218.
- Lene Kühle, Ulla Schmidt, Brian Arly Jacobsen & Per Pettersson, 'Religion and State: Complexity in Change' [Religion og stat: Kompleksitet i forandring], i Inger Furseth, red., Religious Complexity in the Public Sphere (Cham: Springer, 2018).