De nordiske lande står i øjeblikket over for et sammenløb af transformationer, som vil have indflydelse på, hvordan mennesker arbejder i både den kort- og langsigtede fremtid. Andre vestlige lande har lignende transformationer, og disse omfatter især digitalisering og den grønne omstilling. Digitalisering er måske bedst repræsenteret af fremskridt inden for teknologier som generativ kunstig intelligens, f.eks. ChatGPT. Ifølge det finske miljøministerium betyder den grønne omstilling “et skift til økonomisk bæredygtig vækst og en økonomi, der ikke er baseret på fossile brændstoffer og overforbrug af naturressourcer. En bæredygtig økonomi er afhængig af lav-emissionsløsninger, der fremmer cirkulær økonomi og biodiversitet.”

Effektive uddannelsesprogrammer vil være afgørende for omskolingen af arbejderne, så de får de nye færdigheder, der kræves af en anderledes, grønnere økonomi. I princippet er de nordiske velfærdsstater uden tvivl mere rustede til at tackle disse arbejdsmarkedsudfordringer end andre lande, også andre velfærdsstater. Forholdsvis generøse arbejdsløshedsunderstøttelser bør trods stadig strengere betingelser støtte arbejdsløse til omskolingen og opnåelsen af nye færdigheder. Forholdsvis stærke (om end skrøbelige) overenskomstforhandlinger bør også støtte erhvervsuddannelser, hvilket i første omgang kan bidrage til at begrænse omfanget af arbejdsløsheden. Selv hvis der opstår arbejdsløshed, burde de forholdsvis velstående nordiske velfærdsstater være i stand til at isolere arbejdsløse mod nogle af de mere skadelige virkninger. For eksempel vil de robuste uddannelsesprogrammer i Danmark sandsynligvis støtte arbejdsløse i at lære nye færdigheder.

Omfanget af arbejdsløsheden som følge af disse forandringer vil variere meget i de nordiske lande. Fordelene og omkostningerne ved overgangen til en grønnere økonomi vil blive fordelt ulige baseret på de naturlige ressourcer i bestemte regioner. Forskning viser, at de økonomiske fordele og omkostninger, der opstår grundet den grønne økonomi, kan koncentreres geografisk. For eksempel er vindmøller mest effektive i deres energiproduktion i områder, hvor vinden er pålidelig, og dermed vil jobs, der beskæftiger sig med vedligeholdelse af vindmøller, være koncentreret på samme måde.

Samtidig oplever de nordiske lande affolkning i et betydeligt antal regioner, der ligger fjernt fra centrale bycentre. Disse regioner lider derfor ofte af mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvilket virksomhederne tager i betragtning, når de beslutter, hvor de skal investere. Derfor vil der sandsynligvis være færre muligheder i disse regioner end i storbyområderne for at flytte fra ikke-konkurrencedygtige jobs i den brune sektor (jobs i sektorer, der producerer betydelige CO2-udledninger) til mere konkurrencedygtige grønne jobs (jobs i sektorer, der producerer lave eller minimale CO2-udledninger).

Udfordringer med at finde og fastholde passende beskæftigelse påvirker såvel enkeltpersoner som økonomien, og forskning har også vist, at det kan have en bredere indflydelse på samfundet. Ulighed som følge af arbejdslivet i fremtiden kan forværre den sociale samhørighed, som allerede er faldende i dag. Selv i de nordiske samfund, der ellers ofte er præget af høj social og politisk tillid, har den politiske polarisering slået rod. Regioner og mennesker, der er blevet efterladt af tidligere strukturelle transformationer, vil sandsynligvis føle sig endnu mere fremmedgjorte og afskårne fra resten af samfundet, hvis de bliver yderligere pressede af de kommende transformationer. Derfor er det vigtigt for de politiske beslutningstagere at være opmærksomme på potentielle uligheder, der kan opstå som følge af tilrettelæggelsen af beskæftigelsen i fremtiden ud over at tale om begrebet “retfærdig overgang” for at undgå skadelige sociopolitiske konsekvenser, der er vanskelige at rette op på senere.