Langrend som nordisk mediespektakel
Siden Anden Verdenskrig har de nordiske medier holdt fast i forestillingen om de hårdføre nordiske skiløbere på trods af andre landes konkurrence.
Opsummering: Efterkrigstidens langrend blev dramatisk påvirket af succesen hos konkurrenter uden for Norden, hvilket udfordrede forestillingen om nordisk suverænitet inden for sporten. Siden 1990 er den uskyldige og naturlige forestilling om langrend også blevet udfordret af kommercialisering og dopingskandaler. Selvom narrativen om nordiskhed og nabokonkurrence mellem de nordiske lande stadig eksisterer, er der sket en vigtig udvikling. Den mandscentrerede opfattelse af nordisk identitet inden for skiløb har ændret sig, især på grund af den store succes, som de nordiske lande har haft inden for kvindelangrend i de seneste 20 år.
Skiløb er blevet en større og større mediebegivenhed i løbet af det 20. århundrede, da langrend som hverdagspraksis, på grund af urbaniseringen, er blevet mindre og mindre udbredt, og fordi radio og tv er blevet stadig vigtigere. Selv om det stadig er en populær fritidsbeskæftigelse, har sporten bevæget sig længere og længere ind i mediernes verden, da transmissioner af elitekonkurrencer er blevet mere og mere udbredte. Medielandskabet har ændret sig enormt siden 1950'erne, men dækningen i radio, tv og aviser ligner hinanden på den måde, at de har afspejlet - og endda været med til at konstruere - den nordiske identitet på forskellige måder.
Ved at analysere mediedækningen får vi et indblik i, hvordan fortællinger om "nordiskhed" fremstilles og udfordres. Eksempelvis forestillinger om intra-nordisk rivalisering mellem Sverige, Norge og Finland, samt skiftende opfattelser af Nordens forhold til resten af verden.
Nordens succesrate udfordret af sovjetiske og alpine skiløbere, 1950 til 1990
Efterkrigstidens langrend startede da mellemkrigstiden begyndte: med de nordiske lande, der dominerede vinter-OL og VM i ski. Nordiske sejre blev hyldet af den nordiske presse, som sammenlignede sportskulturen i Norden med Kontinentaleuropa. Pressen havde en tendens til at sidestille den demokratiske og efter sigende naturorienterede nordiske kultur med det dekadente kontinent, hvor sidstnævnte ofte blev forbundet med femininitet på forskellige måder.
Figur 1: Andel af vægtede OL- og VM-medaljer, pr. årti, 1950-2024.
Skisportens forventede geografi ændrede sig dog i 1950'erne på grund af to skift i langrendsmiljøet. For det første fik kvinder fra 1952 lov til at konkurrere i olympiske langrendsbegivenheder. I 1954 kom Sovjetunionen med i både OL og VM, og deres succes i hele efterkrigstiden betød, at tiden med eksklusivt nordisk hegemoni var forbi. De sovjetiske atleter klarede sig især godt i kvindeløbene, hvilket forstærkede den nye opfattelse af nordisk skiløb som en ren mandesport; mens de enkelte kvindelige nordiske sejre blev fejret, blev de primært omtalt som særtilfælde.
I betragtning af den fjendtlighed, som mange i Norden gav udtryk for over for Sovjetunionen under den kolde krig, er det overraskende, at sovjetiske atleter efter krigen til tider kunne forbindes med nordisk skikultur. Det blev især tydeligt i slutningen af 1960'erne, hvor langrendskortet endnu en gang blev omlagt, denne gang af atleter fra Europas alperegioner, som f.eks. italieneren Franco Nones, der vandt 30 km-løbet ved OL i 1968. I langt større grad end hans sovjetiske kolleger behandlede nordiske aviser Nones som en outsider. At han f.eks. fremstilles som den "første ikke-nordiske mester" på trods af tidligere sovjetiske sejre, indikerer, at Sovjetunionen kunne opfattes som en del af et "nordisk" område. Generelt fik både den kontinentaleuropæiske og den sovjetiske fremgang Nordens andel af langrendsmedaljer til at falde i løbet af 1970'erne og 80'erne, hvilket igen fik pressen til at hengive sig til nostalgiske visioner om en nordisk fortid, der var gået tabt for altid.
1980-2003: Enden på den nordiske bloks succesfulde resultater
I de store fortællinger om norsk skiløb udgør 1980'erne en særlig alvorlig kriseperiode, på trods af, at landet kun klarede sig marginalt dårligere end sine nordiske naboer i større begivenheder. Dette misforhold stammer først og fremmest fra norske succeser, der hovedsageligt forekom i kvindeløb; sejre, der ofte blev overskyggede af diskussionen om nederlag blandt de mandlige kolleger. For det andet var vinderne overvejende svenskere, hvilket -ifølge logikken om nordisk rivalisering- gjorde de norske nederlag særligt sårende. Endelig skabte dét, at Norge overhovedet ikke vandt nogle guldmedaljer ved OL i 1988 en stærk symbolik, der gjorde, at mange nordmænd krævede handling.
Med OL i 1994, der skulle afholdes på hjemmebane i Lillehammer, lancerede Norges olympiske komité i 1989 et omfattende program med det formål, at genoprette Norges plads som supermagt indenfor vintersport. Som det viste sig, skulle disse bestræbelser bære frugt tidligere end forventet; ved vinter-OL i 1992 vandt Norge 20 medaljer, et rekordantal, hvoraf ni medaljer var fra langrend. En lignende succes på hjemmebanen i Lillehammer betød, at perioden var et særligt højdepunkt i den norske selvopfattelses historie. Dette blev også ansporet af, hvad der foregik uden for sportsområdet og den generelle optimisme i Norge for landets økonomi og kultur.
Figur 2. Andel af vægtede OL- og VM-medaljer, pr. årti, 1950-2024, kun mænd.
Desværre for svenskere og finnere blev den norske langrendsgenoplivning ikke oversat til en nordisk genoplivning. Især for Sverige var 1990'erne som en mørk tidsalder, og nederlag til både Norge og de alpine opstartsnationer forstærkede opfattelsen af, at Sverige sakkede bagud i forhold til sine vestlige naboer og et løst defineret "Europa" efter Berlinmurens fald. For Finland ramte katastrofen, da antidoping-personale og finske politistyrker under VM i 2001, der blev afholdt på hjemmebane i Lahti, afslørede, at næsten alle de finske topstjerner havde brugt ulovlige præstationsfremmende stoffer. Mens det finske publikum udtrykte hidtil uset sorg og skam over afsløringerne, spredte chokbølgerne sig også til Norge og Sverige. Doping var ikke et ukendt fænomen i langrendsverdenen, men en nabo, der blev fanget med bukserne nede, kolliderede kraftigt med den opfattede sammenhæng mellem langrend og en uskyldig og sund nordisk sportskultur. I de kommende år mistede Finland fuldstændig sin status som en stor langrendsnation - især for den mandlige del af sporten. I stedet udspillede den mandlige nordiske rivalisering sig i de følgende tyve år primært mellem svenskerne og nordmændene.
2004-2024: Nordisk hegemoni uden ligevægt
Den finske Lahti-skandale blev snart efterfulgt og uden tvivl overskygget af nye dopingskandaler under OL i 2002, da spanieren Johann Mühlegg og russerne Larissa Lazutina og Olga Danilova blev opdaget med præstationsfremmende stoffer i deres blodprøver efter at have vundet olympiske medaljer. Disse skandaler gjorde det muligt for svenskere og nordmænd at cementere doping som noget “ikke-nordisk“, men skabte dog stadig oprør og sorg blandt sportens nordiske fans. Både i og uden for Norden mente mange, at sporten var nødt til at ændre sig, hvis den ikke skulle gå til grunde.
I et forsøg på at nå nye tv-seere introducerede Det Internationale Skiforbund massestart. Mens de fleste løb i 1900-tallet var blevet afgjort ved individuel tidtagning, hvor hver atlet startede 30 sekunder efter hinanden med sit eget ur i gang, så man ved massestart i stedet, at alle deltagere startede på samme tid, og at den første, der krydsede målstregen, vandt løbet. Denne praksis gør det lettere for tv-seere at følge og forstå konkurrencen. Ulempen ved massestart er imidlertid, at det gør det sværere for atleter at bryde væk fra såkaldte pelotoner, hvilket betyder, at løbene ofte forbliver tætte og begivenhedsløse indtil den sidste strækning, hvor eksplosivitet snarere end udholdenhed har tendens til at bestemme resultatet. Som sådan er massestartsløb i modstrid med forestillingen om udholdenhed og individuel handlekræft hos skiløberen — attributter, der efter sigende er symbolske for en nordisk (mandlig) skiløber, og det var faktisk også i Norden, at massestart fandt sine stærkeste modstandere. Det Internationale Skiforbund forblev imidlertid fast besluttet på, at massestart var fremtiden for langrend, og snakkede åbent om sin interesse for at tiltrække seere fra Kontinentaleuropa som årsagen.
Ironisk nok "afnordificerede" massestarterne dog ikke løbenes resultater. I stedet ville massestartsløb i 2010'erne blive domineret af nordiske skiløbere, da Norge fortsatte sit hegemoni, og Sverige begyndte at vinde medaljer igen i 00'erne og 10'erne. Især fra 2009 og fremefter blev rivaliseringen mellem forskellige svenskere og den norske specialist i massestart Petter Northug et tilbagevendende træk ved mesterskaberne, og selvom det var nordmændene, der for det meste vandt, vakte det en enorm interesse i begge lande.
“Nordiseringen” af langrend for kvinder
Mens nordisk og norsk dominans inden for mænds langrend i 2010'erne ikke var en nyhed, var resultaterne i kvindeløbene helt uden fortilfælde. Sovjetunionen og dens efterfølgere havde været supermagter inden for kvindelangrend indtil dopingskandalerne i 2002. Men efter det år begyndte Norge generelt, og skiløberne Marit Björgen og Therese Johaug i særdeleshed, at dominere podiepladserne, som ingen andre kvindelige atleter - nordiske eller andre - havde gjort før. I 2010 fik Sverige, som tidligere havde været en underdog i kvindelangrend, sin første guldmedalje i 40 år. Charlotte Kallas sejr ville bane vejen for en ny, endnu mere succesrig generation af kvindelige langrendsløbere. Dueller mellem svenske og norske kvindelige skiløbere spiller stærkt ind i mediefortællinger i dag, og nordisk rivalisering kan ikke længere siges at være et træk eksklusivt for mændene. Feminiseringen af nordisk skiløb, eller rettere sagt "nordiseringen" af kvinders langrend, udfordrer og tilpasser sig således gamle forestillinger om sammenhængen mellem skiløb, konkurrence, køn og nordisk identitet.
Langrend giver mening til nordisk identitet
På grund af sine historiske rødder er langrend i dag et stærkt udtryk for opfattelser af natur, historie, geografi og fysik gennem mediefortællinger, hvilket giver den nordiske identitet betydning, måske endda i højere grad end nogle af sportens fortalere ville ønske. For dem, der gerne vil have sporten til at fremstå som et mere globalt fænomen, må det være frustrerende at se tendensen med stigende nordiske sejre i det 21. århundrede. Om denne genopståen skyldes dopingskandaler, norske træningsprogrammer eller blot en manglende ikke-nordisk interesse, kan diskuteres, men forklaringen kan sandsynligvis ikke findes uden at tage højde for den nordiske rivaliserings grundlæggende potentiale. Kort sagt ser det ud til, at længslen efter at blive den mest "nordiske" ved at besejre sin nabo i langrend giver de nordiske lande en særlig form for drivkraft, som andre nationer måske mangler.
Mediehistorien kaster lys over samtidige ideer.
Denne artikel er udgivet som svar på læsernes interesse for nordisk identitet og populærkultur.
Yderligere læsning:
- Haakon Andreas Ikonomou, "1994–a temporal and scalar exploration of a Norwegian climax." [1994 - en tidsmæssig og skala-baseret udforskning af et norsk klimaks] Culture Unbound 13, 1 (2021) pp. 160-187.
- Helena Tolvhed, Nationen på spel: Kropp, kön och svenskhet i populärpressens representationer av olympiska spel 1948–1972. (Diss. Bokförlaget h: ström-Text & Kultur, 2008.)
- Tarja Laine, "Shame on us: Shame, national identity and the Finnish doping scandal." [Vi burde skamme os: Skam, national identitet og den finske dopingskandale] The International Journal of the History of Sport 23, 1 (2006) pp. 67-81.
- Toni Bruce, Jorid Hovden og Pirkko Markula. Sportswomen at the Olympics: A global content analysis of newspaper coverage. [Sportskvinder ved OL: En global indholdsanalyse af avisernes dækning] BRILL, 2010.