Skandinavismen i det 19. århundrede
Historisk pannationalisme i Norden dannede grobund for samarbejde på tværs af landegrænser.
Opsummering: Målet med skandinavismen i 1800-tallet var at skabe en tættere forbindelse mellem det danske, svenske og norske folk. Meningerne om den pannationale bevægelse var ikke kun forskellige imellem de enkelte lande, men også indenrigs i landene. Selvom skandinavismen havde meget blandet succes i løbet af 1800-tallet og fik ry for at være urealistisk, bør dens udvikling ikke overses: Skandinavismen har bidraget væsentligt til konstruktionen af Norden som en mental forestilling.
Nationalismens og pannationalismens fremgang i 1800-tallet
Pannationale ideer i Norden begyndte at blomstre i 1840'erne på et tidspunkt, hvor nationale og pannationale bevægelser også var i fremgang udenfor Norden. Der blev gjort en indsats for at forene tysk- og italiensktalende folk, og panslavismen var også baseret på mobilisering med udgangspunkt i et fælles sprog eller fælles sprogfamilie. Et vigtigt argument for de pannationale bevægelser, var at opnå en tilstrækkelig størrelse til at kunne hævde sig mod eksterne trusler. Kultur og politik var tæt forbundet i skandinavismen, som i de fleste andre (pan-)nationale bevægelser på denne tid, og hver af disse bevægelser skal forstås i deres historiske kontekst; det var nemlig muligt, at kulturelt samarbejde kunne danne grundlaget for politisk samarbejde og sammenslutning på lang sigt.
Helt fra begyndelsen har skandinavismens politiske vision omfattet en række forskellige synspunkter. For de primært danske og svenske tilhængere i midten af 1800-tallet drejede det sig om en union af de skandinaviske nationer – i form af et forbund - eller i det mindste en militær alliance. “Kongeriget Skandinavien” blev dog aldrig til noget, og det er én af grundene til, at skandinavisme som fænomen er relativt ukendt, mens fortællingerne om Skandinaviens nationalstater stadig står stærkt. Men hvis man ikke anerkender skandinavismens betydning i det 19. århundrede - både som politisk og kulturel bevægelse - overser man vigtige strømninger i både den nationale og den nordiske historie.
I dag refererer "Skandinavien" normalt til Danmark, Norge og Sverige, men det kan også omfatte de to andre nordiske lande, Finland og Island. De skandinavistiske og senere nordiske visioner har varieret over tid og kontekst, men man kan sige, at de først og fremmest gjaldt for de tre skandinaviske lande fra 1840 til slutningen af 1800-tallet og derefter blev udvidet til også at omfatte Finland og Island.
Skiftende grænser som grobund for nytænkning
Før 1800-tallet havde de skandinaviske riger Danmark-Norge og Sverige (med Finland) enten meget lidt kontakt med hinanden eller var i krig. I kølvandet på Napoleonskrigene måtte kortet over Norden genoptegnes, fordi de to kongeriger - som ofte havde været i strid med hinanden - blev opløst. Først mistede Sverige i 1809 Finland til Rusland. Finland var, efter 600 år, ikke længere en del af Sverige. Det var begyndelsen på Finland som stat og nation med en vis grad af national selvstændighed som russisk storfyrstedømme. Derefter tabte den danske konge i 1814 Norge til den svenske konge, og Norge var, efter 434 år, ikke længere en del af den danske helstat. Efter svensk pres og aggression og stormagtspolitik blev den dansk-norske union opløst. Norge blev tvunget til at indgå i en personalunion med Sverige, dog med egen forfatning og en høj grad af selvstændighed.
Danmark og Sverige var således blevet kraftigt reduceret, og Norge og til dels Finland var blevet mere eller mindre selvstændige lande. Det ændrede Nordens struktur og lagde grundstenen til den gradvise udvikling af en skandinavisk tilgang og et større samarbejde - og til skandinavismen.
Vejen fra fjender til venner
Tilhængerne af skandinavismen forsøgte at understrege vigtigheden af broderskab mellem landene i stedet for de tidligere fjendtlige relationer. Men udviklingen uden for de nordiske lande var mindst lige så vigtig - hvis ikke vigtigere - end den interne. Principielt var udviklingen og den mulige trussel fra Preussen og Rusland afgørende for forholdet mellem de skandinaviske lande, og der er ingen tvivl om, at det eksterne pres bidrog til det interne samarbejde. Småstater var nødt til at slå sig sammen for at overleve i en verden med stormagter, mente mange, selv om truslen ikke var helt så udtalt i Norge.
Unge lande lærer at stå på egne ben
Efter 1814 var Norge stadig et ungt land, og det havde et fortsat anstrengt forhold til både Danmark, som fortsat var kulturelt dominerende, og til det langt mere etablerede Sverige, som Norge nu var i union med. Det lagde naturligvis en dæmper på støtten til samarbejdet med de to lande og skandinavismen i Norge. Norge havde også travlt med at opbygge sin egen nation og ønskede ikke nye eksterne forbindelser. Skandinavismen spillede heller ikke nogen stor rolle i Finland, både af beslægtede årsager og på grund af russiske restriktioner, selv om nogle skandinaviske aktivister bestemt havde en finsk baggrund.
Skandinavisme: et mere naturligt skridt for Danmark og Sverige
For Sverige og Danmark kunne skandinavismen lettere ses som en forlængelse af deres egne nationale projekter. Carl Johan, som var svensk-norsk konge fra 1818 til sin død i 1844, fastholdt politikken og grænserne fra 1814, hvor den skandinaviske halvø blev betragtet som en 'naturlig' enhed. De bredere skandinaviske ideer fra 1840'erne fandt dog en vis genklang i liberale svenske antirussiske kredse. Set fra både et dansk og et svensk perspektiv havde billedet af den ydre fjende bestemt en mobiliserende effekt.
Med Oscar I, og ikke mindst med Karl XV fra 1859, fandt tanken om en skandinavisk union vej ind i de svensk-norske kongerækker. Dels på grund af det svenske ønske om en genforening med Finland, og dels på grund af muligheden for at udvide den norsk-svenske union til en fælles skandinavisk union. Karl XV gik langt for at love militær støtte til Danmark før den anden slesvigske krig i 1864. Men flertallet i de svenske og norske regeringer var mere tilbageholdende med den slags skandinavisk politisk projekt, især hvis de ikke fik støtte fra andre stormagter. Faktisk udfordrede udviklingen i Danmark og det komplicerede slesvigske spørgsmål i høj grad fortsættelsen af skandinavismen.
Skandinavisk broderskab sat på prøve
I Danmark begyndte skandinavismen som både en national og liberal bevægelse i det, der stadig var et enevældigt kongedømme (indtil 1848/9). Politiseringen af bevægelsen var tæt forbundet med den voksende konflikt i og omkring det dansk-tyske grænseland. Historisk set har hertugdømmerne Slesvig og Holsten i den sydlige del af landet haft en løs tilknytning til det danske kongerige. Mens Holsten (og fra 1815 Lauenburg) var tysk og en del af Det Tyske Forbund fra 1815, var Slesvig et gammelt dansk len med en dansktalende befolkning i den nordlige del, men med en stigende grad af tysk sprogpåvirkning. Forskellige sprog og tilhørsforhold havde ikke været et afgørende problem i et Europa uden klart definerede nationalstater, men da nationalstaten blev stadigt vigtigere, voksede risikoen for konflikter i denne sammenhæng.
Striden om disse territorier eskalerede fra 1842 og førte i sidste ende til to krige mellem Danmark og Preussen - i 1848 til 1851 og i 1864. Håbet om, at Danmarks nordiske naboer ville komme dem til hjælp, blev ikke indfriet, og kun en håndfuld frivillige soldater meldte sig til tjeneste - omkring 400 i den første slesvigske krig, og et lidt større antal i den anden. Da Danmark i 1864 tabte krigen og alle hertugdømmernes territorier, blev skandinavismen generelt erklæret "død og begravet".
Skandinaviske strømninger fortsætter stille og roligt
Faktisk var skandinavismen slet ikke død og begravet, og ideerne om samarbejde levede videre og voksede igennem et øget fokus på kulturelt, praktisk og professionelt samarbejde og transnationale kontakter mellem en række forskellige erhverv, forskere og andre. Man fandt ud af, at skandinavismen faktisk kunne supplere det voksende nationale fokus i stedet for at konkurrere med det. Visionen om tættere forbindelser var baseret på den fælles nordiske, ikke mindst oldnordiske, historie, lignende sprog og kulturelle fællesskab - og det var på dette grundlag, at skandinavismen blev bygget, og den oplevede endda en stille og mere praktisk orienteret renæssance efter 1864/70.
Tidlige eksempler på netværk på tværs af grænser
Der er ingen tvivl om, at transnationale foreninger, møder, samarbejder og netværk blev vigtige for udviklingen af det nordiske civilsamfund på tværs af landegrænser i 1800-tallet. Dette på trods af at ikke alle disse hævdede at være "skandinavistiske", og de havde heller ikke konsekvent repræsentanter fra Danmark, Norge, Sverige og Finland (og Island). Tidlige eksempler på netværk på tværs af grænser:
- Møder mellem naturforskere fra hele Skandinavien startede i 1839.
- Det første store skandinaviske studentermøde fandt sted i 1843.
- Fra 1850'erne og 60'erne blev der afholdt nationaløkonomiske møder, samt kirkemøder og møder mellem f.eks. missionærer og boghandlere.
- Der blev også dannet skandinaviske foreninger i udlandet, f.eks. den ældste stadig fungerende forening i Rom, som startede i 1860.
- Samarbejdet i civilsamfundet på tværs af grænser tog for alvor fart efter 1870 med f.eks. juristmøder, lærermøder og en lang række andre møder og fællesnordiske foreninger, også som en del af den fremvoksende nordiske arbejderbevægelse.
Nyskandinavisme efterfulgt af en "nordisk istid"
I slutningen af 1800-tallet fik skandinavismen fornyet opbakning i lyset af eksterne trusler og interne konflikter. Det indebar bl.a. rapporter om tysk magtanvendelse mod det danske mindretal i Slesvig, den stigende russificering af Finland og øgede spændinger i personalunionen mellem Norge og Sverige. Finland blev vigtigere i den skandinavistiske konstellation, og der var en tydeligere nordisk - snarere end skandinavisk - retorik med stigende henvisning til Norden og nordiske foreninger.
Men i 1905 trak Norge sig ensidigt ud af personalunionen med Sverige og sendte det nordiske samarbejde ud i en krise. Det førte til en "nordisk vinter", og møder af alle slags blev aflyst, boykottet eller udskudt, og foreninger opløst. Det nordiske samarbejde blev igen politiseret, og der blev sået tvivl om skandinavismen især i Sverige.
Første Verdenskrig revitaliserede det nordiske samarbejde igen og resulterede i et tættere samarbejde, som til sidst involverede store dele af samfundene. Det tvetydige skandinavisme-projekt fra 1800-tallet blev afløst af en kulturelt og praktisk orienteret nordisme, som var strengt baseret på respekt for hvert enkelt nordisk lands suverænitet.
Historien sætter nutidens begivenheder i perspektiv.
Denne artikel er udgivet som svar på læsernes interesse for Nordens samlede historie.
Yderligere læsning:
- Ruth Hemstad, “Skandinavisme og skandinavisk samarbeid”, norgeshistorie.no.
- Ruth Hemstad and Peter Stadius, eds., Nordic Experiences in Pan-nationalisms: A Reappraisal and Comparison, 1840-1940 [Nordiske oplevelser af pannationalisme: En revurdering og sammenligning, 1840-1940] (London, Routledge, 2023).
- Rasmus Glenthøj and Morten Nordhagen Ottosen, Scandinavia after Napoleon. The Genesis of Scandinavianism [Skandinavien efter Napoleon. Skandinavismens oprindelse] (London: Palgrave Macmillan, 2024).
- Rasmus Glenthøj and Morten Nordhagen Ottosen, Scandinavia and Bismarck. The Zenith of Scandinavianism [Skandinavien og Bismarck. Skandinavismens zenit] (London: Palgrave Macmillan, 2024).
- Tim van Gerven, Scandinavism: Overlapping and Competing Identities in the Nordic World, 1770-1919 [Skandinavisme: Overlappende og konkurrerende identiteter i den nordiske verden, 1770-1919] (Leiden: Brill, 2022).