De nordiske lande i begyndelsen af den kolde krig

Medlemmer af den danske modstandsgruppe "BOPA" efter befrielsen i 1945. Foto: Nationalmuseet, ingen kendte rettigheder

Opsummering: De fem nordiske lande oplevede Anden Verdenskrig meget forskelligt, hvilket havde stor indflydelse på deres fremtidige udvikling. Island, Norge og Danmark valgte yderligere samarbejde inden for NATO, mens Sverige og Finland valgte neutralitet. I alle fem tilfælde var det oplevelserne under Anden Verdenskrig og landenes forskellige geopolitiske positioner, der afgjorde de valg, som de traf under den kolde krig.

De nordiske lande efter Anden Verdenskrig

Anden Verdenskrig forandrede fuldstændigt det sikkerhedspolitiske billede i Europa. Dels kom de nordiske lande ud af krigen med meget forskellige erfaringer og relationer til omverdenen. Dels var det geopolitiske billede fuldstændigt forandret. Tyskland var slået og delt i to, og Sovjetunionen stod sammen med USA som de mægtigste militære og økonomiske magter i verden, men nu på hver side i den ideologiske og sikkerhedspolitiske konflikt, vi kender som den kolde krig. Netop de nordiske landes forskellige erfaringer og relationer til omverdenen skabt af krigen samt de nordiske landes forskellige geopolitiske placeringer førte til meget uensartede udviklinger og positioner under den kolde krig.

Island

Island blev selvstændigt i 1918, men var i personalunion med Danmark og havde dermed Christian 10. som konge. Placeret midt i Atlanterhavet fik landet straks strategisk betydning med udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939. Island var erklæret neutralt, men havde i øvrigt ikke noget forsvar at hævde sin neutralitet med. Mens Tyskland hurtigt fik det militære overtag på det europæiske kontinent i løbet af 1940-41, bestræbte Storbritannien sig på at dominere verdenshavene med sin Royal Navy. Britisk dominans på havene var dog ikke en given sag, da Tyskland også havde en slagkraftig flåde, ikke mindst med sine frygtede ubåde. Storbritannien besatte Island i maj 1940, uden at noget skud blev løsnet, men den islandske regering protesterede mod krænkelsen af landets neutralitet.

I juli 1941 overtog USA efter aftale med Storbritannien besættelsen af Island, uden at spørge den islandske regering. USA opbyggede herefter Keflavik-basen på den vestlige side af øen. Island erklærede sig som republik i 1944 og kappede dermed de sidste bindinger til Danmark og den danske kongemagt. Island blev medlem af FN i 1946 og medlem af NATO i 1949, stadig uden at have et militær. Landet blev derimod beskyttet af amerikanske styrker, som først forlod øen i 2006. De mere end 60 års amerikanske tilstedeværelse var gennem hele den kolde krig omstridt i islandsk indenrigspolitik.

Norge

Da Norge blev besat af Tyskland 9. april 1940, blev Oslo straks tabt til de tyske styrker, samtidig med at en norsk nazistisk regering greb magten i hovedstaden og hævdede at regere hele landet. Den lovligt valgte regering, kongehuset og forsvaret trak sig nordpå, mens de militære kampe mod invasionsstyrkerne fortsatte, indtil de blev opgivet i juni 1940. Da flygtede regering og kongen til London, hvor der blev oprettet en eksilregering. Herefter var der ikke nævneværdig militær aktivitet i det sydlige Norge, som Tyskland holdt besat. Der opstod også en norsk modstandsbevægelse, men den fik aldrig samme militære styrke som den danske. Det nordlige Norge var også besat af Tyskland, men blev krigen igennem hyppigt hjemsøgt af sovjetiske bombardementer. De tyske tropper i Norge overgav sig uden kamp 8. maj 1945. Herefter vendte eksilregeringen fra London tilbage som den legitime magthaver i Norge, som blev medlem af FN i 1945.

Danmark

Danmarks krigsskæbne var en betydelig anden end Norges. Landet blev invaderet af Tyskland 9. april 1940, men kapitulerede samme dag, hvorefter Tyskland var besættelsesmagt i landet. Regering og myndigheder indgik herefter i løbende forhandlinger med besættelsesmagten om at få besættelsen til at foregå med de mindste gener for den danske befolkning, samtidig med at besættelsesmagtens militære behov for sikkerhed blev tilgodeset. Danmark bevarede megen af sin indenrigspolitiske selvstændighed, men var reelt underlagt Tysklands militære vilje. En modstandsbevægelse opstod i 1942, som voksede sig større mod krigens slutning. Det skærpede vilkårene under den tyske besættelse, især fra 29. august 1943, hvor den danske regering trådte tilbage og dermed afbrød samarbejdet med besættelsesmagten. Danmark blev befriet af britiske tropper 5. maj 1945. Det skete uden militær kamp på nær på Bornholm, hvor Sovjetunionen besatte øen efter flere større luftbombardementer. Den Røde Hær forlod øen i april 1946. Danmark blev medlem af FN i 1945.

Sverige

Sverige forblev neutralt gennem Anden Verdenskrig. Trods et meget stærkt forsvar var landet under betydeligt pres for økonomisk samarbejde med Tyskland og måtte også give militære indrømmelser i form af troppetransporter på det svenske jernbanenet. Det var en alvorlig plet på landets påståede neutralitet og dets internationale omdømme. I krigens sidste år førte Sverige en mindre imødekommende politik over for Tyskland, samtidig med at forbindelserne med Storbritannien og USA blev styrket. Sverige blev medlem af FN i 1946. Det var et år efter Norge og Danmark og må tilskrives den svenske regerings indrømmelser til Tyskland og Sveriges generelle svagere internationale omdømme.

Finland

Finlands position i den kolde krig blev også tydeligt bestemt af krigserfaringen og geopolitikken. Finland havde været i krig med Sovjetunionen 1939-1940 og igen 1941-1944. I den første periode, fordi Sovjetunionen angreb, hvorved Finland trods heroisk kamp måtte afgive territorium. I den anden periode blev krigshandlingerne udløst på finsk initiativ, og det førte til, at Finland kæmpede side om side med Nazityskland for at genvinde det tabte territorium. Sovjetunionen slog imidlertid tilbage og fredsbetingelserne blev sat på Sovjetunionens præmisser med landafståelser og krav om finsk neutralitet. Finland blev reelt behandlet som et besejret land af Sovjetunionen. Gennem hele den kolde krig hvilede Sovjetunionens skygge tungt over Finland, der – skønt status som et vestligt demokrati – blev tvunget til tilpasning og samarbejde med Sovjetunionen. Det var således symptomatisk, at Finland var det eneste af de nordiske lande, der ikke modtog Marshallhjælp. Det ville Sovjetunionen ganske enkelt ikke acceptere.

Sameksistens mellem nordisk og national identitet

Norden har fra midten af 1800-tallet og frem til i dag været præget af et betydeligt kulturelt og folkeligt fællesskab, der ofte har antaget karakter af en integreret del af de fem nationalstaters nationalisme. Den nordiske identitet blev udlevet uden at være i modsætning til den lokale nationale identitet, i modsætning til den forståelse man havde af relationen til Europa, som typisk blev opfattet som noget fundamentalt andet end det nationale. Nordiske borgere, som opfattede sig som europæere – de fandtes overvejende i de kulturelle eliter – blev typisk anset for at være mindre nationale. Var man erklæret nordist, blev man sædvanligvis opfattet som mindst lige så national som andre patrioter. Nordismen var en forlængelse af det nationale, ja nærmest en styrkelse af det nationale.

Et skandinavisk forsøg på at slå sig sammen

I lyset af de betydelige sikkerhedspolitiske spændinger, der viste sig i 1946 og 1947 mellem Sovjetunionen på den ene side og de Vestallierede USA, Storbritannien og Frankrig på den anden indledte Norge, Danmark og Sverige i 1948 drøftelser om dannelsen af et skandinavisk forsvarsforbund. Truslen man ville beskytte sig imod, var først og fremmest det kommunistiske Sovjetunionen, men man frygtede også en tysk militær genrejsning, som dog aldrig manifesterede sig. Danmark og Norge havde traumatiske besættelseserfaringer og kun meget svage militære styrker, mens Sverige havde et særdeles stærkt forsvar og også en effektiv våbenproduktion. Forhandlingerne strandede dog i februar 1949, da parterne ikke kunne blive enige. Norge ønskede nære kontakter med USA og Storbritannien, herunder også våbenhjælp og beskyttelsesgarantier, Sverige ønskede sig et fritstillet forbund, der markerede sig som en neutral blok mellem stormagterne. Danmark ønskede først og fremmest at få forsvarsforbundet til at materialisere sig og var derfor føjelig både for norske og svenske ønsker. Til sidst trak Norge sig fra forhandlingerne og tilsluttede sig den nystiftede Atlantpagt (senere NATO) i februar 1949. Efter korte, men fra dansk side desperate forhandlinger med Sverige om et tosidet forbund – som Sverige reelt ikke var interesseret i – fulgte Danmark samme vej som Norge nogle uger senere. Sverige fastholdt herefter sin neutrale status, indtil det i 2023 søgte om optagelse i NATO.

Forskellige holdninger påvirkede de nordiske landes handlinger

Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen underskrev NATO-traktaten d. 4. april, 1949. Foto: NATO North Atlantic Treaty Organization, Flickr. CC BY-NC-ND 2.0

Det karakteristiske ved forhandlingerne var de forskellige præferencer, der var en blanding af erfaringerne fra Anden Verdenskrig og landenes geopolitiske placering. Norge havde fået gode forbindelser til både Storbritannien og USA via sin eksilregering i London. Og med placeringen ved Atlanterhavskysten og den store handelsflåde var orienteringen generelt vestvendt. Behovet for militær beskyttelse mod Sovjetunionen kunne dog ikke ignoreres, særlig på nordflanken, hvor Norge delte landegrænse med Sovjetunionen og havde mærket det meget tydeligt under krigen. Danmark var styret af sit traume under tysk besættelse, hvor landets sårbare geografi uden naturlige forsvarsværker var blevet tydeligt åbenbaret og havde givet en nærmest fatalistisk opfattelse af, at man intet kunne gøre mod et stormagtsangreb, medmindre man indgik i en alliance. Landets udsatte position ved Østersøens munding – det vestlige Sovjetunionens vej til verdenshavene – trak dog i retning af ikke at søge en for hård konfrontation med den store nabo i øst. Det afspejlede den sårbarhed, man havde følt over for Tyskland siden i hvert fald 1871, og som førte til den særlige forsigtighed, man havde udvist over for sin nabo mod syd. Tilbøjeligheden var nu i 1940’erne som tidligere: tilpasning til nærmeste stormagt. Derfor havde det svenske ønske om et fritstående forbund – altså en slags neutral alliance – haft en vis attraktionsværdi under forhandlingerne, men da Norge gik mod Atlantpagten, og Sverige var uinteresseret i et tosidet forbund, gik Danmark Atlantpagtens vej. Sverige valgte derimod fortsat neutralitet i forlængelse af sin tradition herfor siden begyndelsen af 1800-tallet. Det kom dog frem efter slutningen af den kolde krig, at Sverige ikke var helt så neutralt, som det foregav. Der var indgået hemmelige aftaler med USA og NATO om støtte i tilfælde af åben konflikt med Warszawa-pagten

Tre nordiske lande – Island, Norge og Danmark – valgte således alliancesamarbejde i NATO, mens to lande – Sverige og Finland – valgte neutralitet. Som vist var det i alle fem tilfælde landenes positioner og erfaringer under Anden Verdenskrig samt de geopolitiske forhold, der var afgørende for de valg, der blev truffet i relation til allianceforhold og position i den kolde krig.

Tidligere konflikter kan kaste lys over den aktuelle sikkerhedssituation.

Denne artikel er udgivet som svar på læsernes interesse for historiske krige i Europa især efter invasionen af Ukraine.

Yderligere læsning:

Niels Wium Olesen, Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund og Jakob Sørensen, Danmark besat: krig og hverdag 1940-1945 (København: Informations Forlag, 2020).
Marie Cronqvist, Rosanna Farbøl og Casper Sylvest, Cold War Civil Defence in Western Europe: Sociotechnical imaginaries of preparedness and survival (Cham: Palgrave Macmillan, 2022).
Henrik Lundtofte, Mona Jensen og Flemming Just, War and Society in Scandinavia 1914-1950 (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2009)

Læs mere om den kolde krig i vores anden artikel: De nordiske lande under den kolde krig.