De nordiske lande under den kolde krig
Yderligere forsøg på at opnå en større grad af skandinavisk fællesskab på forsvarsområdet mislykkedes, og de nordiske lande vendte sig mod andre europæiske og internationale partnere.
Opsummering: De nordiske lande udviklede sig meget forskelligt under den kolde krig. Det skyldtes til dels deres forskellige oplevelser under Anden Verdenskrig og deres forskellige geopolitiske positioner efter krigen. Men de blev ofte set (og ville også gerne fremstå) som en "tredje vej" midt imellem kommunisme og kapitalisme. Selvom dette perspektiv var præget af nordisk exceptionalisme, betød behovet for, at disse små stater dannede internationale og europæiske alliancer, sammen med socialdemokratiets dominans i hjemlandet, at de nordiske lande faktisk repræsenterede en slags middelvej - om end fra hver deres geopolitiske og sikkerhedsmæssige position.
De nordiske lande ved starten af den kolde krig
Anden Verdenskrig forandrede fuldstændigt det sikkerhedspolitiske billede i Europa. Dels kom de nordiske lande ud af krigen med meget forskellige erfaringer og relationer til omverdenen. Netop de nordiske landes forskellige erfaringer og relationer til omverdenen skabt af krigen samt de nordiske landes forskellige geopolitiske placeringer førte til meget uensartede udviklinger og positioner under den kolde krig.
Norden og ”den tredje vej”
De nordiske landes ’brandede’ sig på, og opfattede i forskellig grad sig selv som, en ”tredje vej”, mellem kommunisme og kapitalisme. Trods længere rødder blev ideen om en ”tredjevej” eller en ”middelvej” for alvor populær i 1950erne i ly af, dels, den kolde krigs bipolære opdeling mellem kommunisme og kapitalisme, og dels op- og udbygningen af velfærdsstaterne. Nok var de nordiske landene kapitalistiske og demokratiske, men de socialdemokratiske velfærdsmodeller med en markant statslig styring og regulering af økonomien var alligevel en ”blødere” udgave af kapitalismen end f.eks. den amerikanske insisteren på det frie marked. Selvom den tredje vej ikke altid var helt forståelig for Danmarks og Norges partnere i NATO, kunne den alligevel bruges i propagandaøjemed til at vise, at der i Vesten, i modsætning til i Østen, var plads til politisk variation.
Selvforståelsen som ”en tredje vej” gjaldt ikke kun i socioøkonomiske henseende. Det var i lige så høj grad et politisk-ideologisk projekt om at stå uden for, eller snarere være hævet over, stormagternes beskidte realpolitiske konflikter. De nordiske lande var småstater, men de var, mente de selv, moralske stormagter. Her ses et vist element af nordisk exceptionalisme funderet i en idé om en fælles fortid, moralsk overlegenhed og en unik mulighed for, og dermed pligt til, at løse uoverensstemmelser på fredelig vis.
Tidslinje over hvornår stater blev medlem af NATO
- 1949 Belgien, Canada, Danmark, USA, Storbritannien, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal
- 1952 Grækenland, Tyrkiet
- 1955 Tyskland
- 1982 Spanien
- 1999 Polen, Tjekkiet, Ungarn
- 2004 Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien
- 2009 Albanien, Kroatien
- 2017 Montenegro
- 2020 Nordmakedonien
- 2023 Finland
Småstatsdiplomati
Som småstater var de nordiske landes udenrigs- og sikkerhedspolitiske målsætninger at styrke en international orden baseret på diplomati og folkeretten med henblik på at begrænse risikoen for at store og mere magtfulde aktører kunne misbruge deres position til at tromle de mindre. Derfor var de nordiske lande trofaste støtter af FN, og de var at finde i flere af FN’s fredsbevarende missioner. Dette engagement lå i forlængelse af nordiske normative værdier og idealer om internationalisme, fred og forsoning og gav de nordiske lande mulighed for at agere som brobyggere og konfliktløsere. Samtidig var det en måde at arbejde for en mere sikker og stabil verdensorden ved at forhindre at lokale konflikter eskalerede til en konfrontation mellem supermagterne, der kunne trække de nordiske lande med ind i en krig. Samtidig kunne det ikke rokke ved ”den nordiske balance”, fordi FN var den formelle aktør.
I Sverige tjente FN-missionerne også et indenrigspolitisk formål som modsvar på kritik af neutralitetspolitikken, mens det for Norge og Danmark var en måde at demonstrere for omverdenen (og især Sovjetunionen) at de trods deres NATO-medlemskab var fredselskende stater, der ikke udgjorde en trussel mod nogen. De nordiske lande deltog i fredsbevarende missioner i f.eks. Egypten i 1950erne-70erne, på Cypern i 1960erne og 1970erne og i Libanon i 1980erne. Missionerne blev betragtet som meget succesfulde og kom til at danne rygraden i det nordiske forsvarssamarbejde efter den kolde krig.
De nordiske lande positionerede sig ligeledes i stigende grad som foregangslande i forhold til international solidaritet mellem det globale syd og det globale nord. Norge blev f.eks. det andet land i verden uden kolonier til at give bilateral bistandshjælp, og for Finland blev spørgsmålet for alvor aktuelt efter landet blev medlem af FN i 1955. Mens den danske og norske politik i forhold til afkoloniseringsspørgsmål i 1950erne havde taget hensyn til NATO-allierede som Frankrig og England, skiftede holdningen i 1960erne til – på linje med de andre nordiske lande – at udtrykke klarere støtte til de lande, der krævede selvstændighed, også selvom det stred mod alliancepartnernes ønsker. Således støttede den danske socialdemokratiske regering eksempelvis den marxistiske oprørsbevægelse MPLA i Angola i 1970erne, mens USA støttede en konkurrerende organisation.
Den mest markante nordiske stemme i Nord-Syd-debatten var den svenske socialdemokratiske statsminister Oluf Palme (1927-1986). Palme blev verdenskendt som forkæmper for undertrykte folk og social retfærdighed. Han var en skarp kritiker af det sydafrikanske Apartheidstyre og det amerikanske engagement i Vietnamkrigen, og han støttede uafhængighedsbevægelser uanset politisk observans i Mellemamerika, Asien og Afrika. Der var dog også kritik, af at han ikke kritiserede brud på menneskerettigheder i de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa.
Norden og den europæiske integration
Med baggrund i den begyndende øst-vest konflikt i slutningen af 1940erne blev det af amerikanske beslutningstagere anset for vitalt, at Vesteuropa blev økonomisk og politisk stabiliseret og fast forankret i en demokratisk, kapitalistisk blok. Det var en af årsagerne til, at USA tilbød Europa økonomisk hjælp i form af Marshall-Planen, som alle de nordiske lande med undtagelse af Finland valgte at modtage. Til Marshall-hjælpen var der knyttet et integrationsperspektiv med oprettelsen af OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), der skulle varetage og koordinere modtagelsen og anvendelsen af Marshall-programmet, hvilket gjorde det umuligt for Finland at deltage ud fra hensynet til Sovjetunionen. Norge og Sverige forsøgte oprindeligt at få FN's økonomiske organisation til at koordinere hjælperesponsen for at reducere blokdannelsesaspekterne af Marshall-planen og mindske USA's indflydelse.
De nordiske lande var dog ikke ivrige for europæisk integration under den tidlige kolde krig og engagerede sig kun halvhjertet i Haag-konferencen om Europas fremtid i 1948. Nok var Danmark, Norge og Sverige stiftende medlemmer af Europarådet i 1949, men sammen med Storbritannien modarbejdede de føderale og overstatslige aspekter foreslået af andre lande.
I 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne styrede andre vesteuropæiske lande imidlertid mod stærkere overstatslig integration, stærkt opmuntret af USA, som også blev involveret i planerne. For amerikanerne men også de vesttyske beslutningstagere var det i et koldkrigsperspektiv afgørende at få Vesttyskland tæt knyttet til Vesteuropa, og dermed umuliggøre et fremtidigt forenet men neutralt Tyskland, som Sovjetunionen havde foretrukket det. Frankrig havde helst været foruden et genopbygget og stærkt Vesttyskland, men dels var de afhængige af amerikansk støtte, bl.a. til at føre sine kolonikrige i Indokina, og dels gjorde den kolde krig det svært at samarbejde med Moskva i spørgsmålet om Tysklands fremtid. Løsningen for franskmændene blev at ”binde” Tyskland via europæisk integration med stærke overnationale institutioner. Det er bl.a. i dette lys, man skal se initiativerne til europæisk integration under den kolde krig, som også efterhånden kom til at omfatte Norden.
Norden og de europæiske markedsdannelser
I 1952 oprettede ”de Seks” (Benelux, Frankrig, Italien og Vesttyskland) Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) med det formål at minimere risikoen for en ny krigsoprustning ved at gøre kul- og stålproduktionen til et fælles anliggende. Fem år senere blev samarbejdsområderne mellem de seks lande udvidet, igen opmuntret af USA, da vedtagelsen af Rom-traktaten i 1957 førte til oprettelsen af det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF).
Storbritannien, der var skeptisk overfor disse tendenser, lancerede et modforslag om en større, men mindre bindende frihandelszone inden for OEEC-rammen. Sammen med Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig og Portugal oprettede briterne dette fællesskab, EFTA, the European Free Trade Association i 1960 som modvægt til ”de seks”. For både Storbritannien og Danmark var EFTA dog kun den næstbedste løsning (for Danmarks vedkommende fordi landbrugsvarer ikke indgik i frihandelsområdet), og begge lande søgte om optagelse i EF i allerede 1961, og Norge fulgte efter i 1962. Imidlertid afviste den franske præsident de Gaulle den britiske ansøgning, hvilket fik Danmark og Norge til at trække deres ansøgninger. Dette gentog sig i 1967, og hermed var der sat en bremse for tilnærmelserne mellem Norden og Europa.
Et nordisk forsøg på et fælles marked
Det blev til gengæld katalysator for endnu et nordisk integrationsinitiativ à la de skandinaviske forsvarsforhandlinger: forsøget på at danne et nordisk fællesmarked, kendt som Nordek. For de danske regeringer var rationalet at anvende Nordek som en platform for en mere selvstændig nordisk tilnærmelse til EF uden at lade denne afhænge af et britisk medlemskab. Denne ambition satte imidlertid Finland i en penibel situation pga. dets vanskelige naboskab med Sovjetunionen. Trods modstridende ønsker fortsatte Nordek-forhandlingerne, og i 1970 var en traktat klar til underskrivelse. Imidlertid gjorde Sovjetunionen klart, at et Nordek med snæver EF-tilknytning var uacceptabel, og da Finland sprang i målet, faldt hele projektet.
Præsident de Gaulles afgang i 1969 betød, at banen for et EF-medlemskab igen var fri. Danmark og Norge genansøgte, men en indtræden måtte først godkendes ved folkeafstemning. Mens et flertal på 53,3% af nordmændene i 1972 stemte nej, meldte et flertal på 63,3% af danskerne sig ind i EØF. Attraktionen ved det forstørrede EØF var nu blevet så stor, at også de resterende nordiske lande indgik frihandelsaftaler med EØF, selv Island, der i 1970 var trådt ind i EFTA. Mens det europæiske samarbejde i begyndelsen af 1980erne stort set gik i stå (man talte om Eurosclerose), kom der fornyet dynamik med Den Europæiske Fælles Akt fra 1986, og Maastricht-traktaten fra 1992, som lagde grundlaget for Den Europæiske Union (EU), herunder Den Økonomiske og Monetære Union, der ligger til grund for euroen. Med dannelsen af EU, blev EØF omdannet til det Europæiske Fællesskab (EF), en af EU's tre søjler (de andre er Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt Retlige og indre anliggender).
Slutningen på den kolde krig
Ophøret af den Kolde Krig gjorde det muligt for neutrale lande som Sverige og Finland at overveje EU-medlemskab. I begyndelsen af 1990erne søgte de derfor om optagelse, og det samme gjorde Norge. I 1994 stemte nordmændene dog igen nej til medlemskab af EU. Til gengæld blev Sverige og Finland medlemmer i 1995, selvom det i Sverige var med et spinkelt flertal og efter heftig debat.
Også lande i den tidligere østblok fik efter Berlinmurens fald mulighed for at søge om optagelse i EU. Dette gjorde de for at konsolidere deres nyligt etablerede demokratiske system og for at opnå adgang til det indre marked. Parallelt med ansøgningen om EU-medlemskab har ofte være ønsket om NATO-medlemskab for at styrke deres sikkerhedspolitiske position.
Tidligere konflikter kan kaste lys over den aktuelle sikkerhedssituation.
Denne artikel er udgivet som svar på læsernes interesse for historiske krige i Europa især efter invasionen af Ukraine.
Yderligere læsning:
- Helge Pharo, Scandinavia [Skandinavien]. I David Reynolds (red.), The Origins of the Cold War in Europe: International Perspectives (New Haven: Yale University Press, 1994).
- Lotte R. B. Olesen, Norden i FN, 1956-65 (Aarhus: Jean Monnet Cenre, 2003).
- N. Piers Ludlow, European integration and the Cold War [Europæisk integration og den kolde krig]. I Melvyn P. Leffler og Odd Arne Westad (red.), The Cambridge History of the Cold War (Cambridge University Press, 2010), ss. 179-197.
- Thorsten B. Olesen, ‘Choosing or Refuting Europe? The Nordic Countries and the European Integration’ [At vælge eller fravælge Europa? De nordiske lande og den europæiske integration], Scandinavian Journal of History 25, 1-2 (2000), ss. 147-168.
- Thorsten B. Olesen (red.), Interdependence Versus Integration: Denmark, Scandinavia and Western Europe, 1945-1960 [Interdependens vs. integration: Danmark, Skandinavien og det vestlige Europa, 1945-1960] (Odense: Odense University Press, 1995).