Kommer Far hjem til Jul? Af Sally Salminen

2020.08.26 | Sally Salminen

Introduction

I 1944 udgav den berømte finsk-svenske romanforfatter Sally Salminen ’Kommer far hjem til jul?’ som en novelle i magasinet Juleroser. Salminen fik sin berømmelse efter at have vundet en finsk-svensk litteraturpris i 1936 for sin roman Katrina. Hendes berømmelse var måske ikke blot grundet romanens kvalitet og store appel, men også fordi hun skrev den under en ganske usædvanlig omstændighed, mens hun arbejdede som huspige i New York.

Selvom Salminen normalt skrev på svensk, kan denne novelle være et eksempel på hendes danske værker. Hun giftede sig med den danske kunstner Johannes Dührkop i 1940 og boede derefter permanent i Danmark fra 1940 til hendes død i 1976. Ingen oversætter er navngivet, og det originale manuskript er ikke fundet som bevis på nogen måde, men i hendes erindringsbog I Danmark (1972) angiver Salminen, at hun også skrev på dansk.

Salminen kom fra en stor familie og voksede op med mange brødre og søstre. Hun havde også selv et plejebarn. Hun skriver også om moderskab og krig i to andre noveller: "Et Barn er fodt os" (1941) og "Trollet" (1944) og hun udtrykker barndommen og barnets perspektiv i romanerne Lars Laurila og Barndomens land samt i erindringsbogen Upptäcktsresan (1966) (Opdagelsesrejsen).

Tilladelse er givet af Sallys pårørende til offentliggørelse på både dansk og engelsk, der ejer rettighederne til hendes arbejde. Den engelske oversættelse er af Paul Larkin.

Kommer Far hjem til Jul? Af Sally Salminen

"Mor," sagde Lisa, ”kommer Far hjem til Jul?” Den lille Pige stod paa sin tavse, spændte Maade og ventede paa Svaret, og ventede endnu, da Moderen for anden Gang lod Sytøjet synke ned i Skødet, medens hun med et fraværende Blik stirrede paa den hvidgule Væg. Da hun havde siddet saaledes en Stund, fór hencles højre Haand søgende rundt mellem Tøjsturnper og Papir paa Bordet. Lisa fulgte opmærksomt moderens Bevægelser og løftede til sidst sin Haand og trak med yderste Varsomhed Avisen bort, under hvilken Blyanten havde gemt sig. En lille Pegefinger listede sig frem og pillede forsigtigt ved den sorte Blyant, saa at Moderens Haand ikke kunde undgaa at komme i Berøring med den. Nu flyttede Moderen endelig Blikket fra den tomme Væg og saa sig om over Roderiet paa Bordet. Hendes Blik gled i Forbigaaende forbi Lisa, og Barnet fór sammen og smilte, et lille krampagtigt Smil, der udtrykte en spændt Iver. Men i næste Øjeblik sluktes Smilet, og hendes Ansigt blev lille og blegt. Hele den otteaarige Skikkelse sank sammen, som havde hendes spæde Skuldre allerede faaet for meget at bære paa. Lidt efter lidt afløstes det sørgmodige Udtryk dog af et ejendommeligt Lys, der ligesom kom indefra og fik de næsten gennemsigtige Ansigtstræk til at straale.

”Mor, kommer Far hjem til Jul?”

Spørgsmaalet brændte endnu paa hendes Læber. Men hun gentog det ikke, men ventede med bævende Hjerte paa Svaret. Mor havde smilt til hende, og skønt Lisa ikke vilde have været i Stand til at forklare, hvad dette Smil sagde hende, vidste hun dog, hvad det betød. Det smertede og gjorde hende samtidig lykkelig. Mor havde med dette Smil sagt:

”Ja, det er sandt, jeg har jo en lille Pige, og vi er Venner, vi to.”

Men lige saa lidt som Mors fraværende Øjne saa den lille Pige, selv om Blikket var rettet mod Barnet, lige saa lidt var Smilet og Forsikringen, der fulgte med, rettede mod Lisa i dette Øjeblik. Derfor var Lykken blandet med Smerte.

Mor var borte igen. Den lilles lyseblaa Øjne, der var uden synlige Bryn eller Øjenvipper i det derved endny hvidere Ansigt, sugede og sugede hungrigt for at kunne opnaa den levende, varme Kontakt med Moderen, som var en Livsfornødenhed. Men Mor var borte. Ikke for Spøg, som naar hun legede Skjul med de smaa Brødre, men borte for Alvor i det store Skjulested hvor Mors egne Tanker havde hjemme.

Men Lisa var ikke kun bedrøvet. Hun saa med hele sit Barnehjertes Beundring paa sin Mor, bange for paa en plump Maade at bryde ind i det Mysterium som var den anden og den tredje Mor. Det var derfor, hun ikke gentog Spørgsmaalet. Lisa havde paa en Maade inddelt sin Mor i tre Dele, eller rettere trefoldiggjort hende. Den første var Hverdagsmor. Den, der lavede Mad og vaskede op og skurede Gulv og legede med Brødrene of undertiden skændte paa hende selv og ofte sad med gamle, tyndslidte Bleer og smaa, strikkede beklæder og prøvede paa at stoppe dem. Det var Hverdagsmor, og det var efter hende, Lisas Hjerte hungrede saa inderligt. Og alligevel vilde hun ikke have undværet den anden Mor. Thu med denne, mere fjernstaaende Skikkelse, der løftede sig som en stor Skygge bag den første Mor, kom Mysteriet, Højtiden ind i Hjemmet.

Mor skrev. Hun skrev hver Dag. Men undertiden faldt Blyanten ligesom ud af hendes haand, uden at hun havde faaet prentet mere end et Par Linier paa papiret. Men i Eftermiddag, naar Barnepigen kom og tog de smaa Drenge med sig ud og der blev stille i Hjemmet, vilde hun skrive igen. Saa vilde hun svinge sin Blyant og skrive saa hurtigt, at man kunde høre Spidsen af Blyanten skure mod Papiret. Denne Mor talte ogsaa – til Far, naar han var hjemme – med Nabokonerne, eller med sig selv. Men ogsaa da saa hun lige saa lidt som nu de forbavsede Barneøjne, der i Undren betragtede den forvandlende Mor. Det yppige Haar, der faldt lidt i det rødlige, syntes at lyse som Flammer omkring hendes Ansigt, naar hun bevægede sig omkring i Stuen og Solen pludselig skinnede paa det. Underlige Ord var sprunget ud af Mors Mund:

”Det er Løgn altsammen… Jeg siger dig, at vi vil ikke ha’ Krig… Ha, Ha!... Nej, lad dem bare prøve paa det… Du og jeg, Harald, ved, at Propagandaen er skønne Løgne, ikke andet… Vi skal kæmpe, men ikke paa den Maade, som man tror… Nej, vi vil ikke ha’ Krig…”

Saaledes havde Mor sagt og meget, meget mere. Flammende, hadefuld mod nogen, ”man” eller ”dem” – glødende af Venskab til andre ubestemte ”dem” og ”vi”.

Men bagefter var Far rejst. Han drog i Krig. Og Mor talte nu endnu oftere for sig selv, naar hun gik ved sit Arbejde. Sammenbidte og heftige fór de ubegribelige. Sætninger ud af hendes Mund. Naar Nabokonen kom paa Besøg, fossede Ordstrømmen pludselig over Mors Læber, og de var bitre, anklagende Ord. Da var det, som om hun begyndte at true:

”Men jeg vil skrive. Jeg vil skrive og aabenbare Sandheden!” sagde hun ofte.

Mor havde nemlig altid skrevet. Allerede da de boede i det første af den Række af Hjem, som Lisa kunde huske – du havde skiftet Bolig saa ofte – allerede dengang havde Mor siddet med en Blyant i Haanden og været fraværende og hemmelighedsfuld. Men saa kunde det ske, at hun steg ned fra sit høje Stade og at anden Mor og første Mor blev een og samme Person. Saa tog hun Lisa paa sit Skød og begyndte at læse:

”Min Søn skal blive General…”

”Det er om Arthur!” raabte Lisa, glad og stolt over at have forstaaet det.

”Ja, det er om lille Bror.” Den Gang var den næstældste ”Lillebror”. Og Mor skrev mange Digte om sin Søn, om alt det store, han skulde udrette i ”det godes Armé”. Og smaa Vers om hvilke Tanker hans store, runde Babyhoved der pustede i Søvnen, indgav hende. De allerfleste Digte handlede dog om Far. Lisas Hoved var efter den første Glæde bedrøvet sunket ned: om hende fandtes der ingen Digte i ”Mors Bog”. Det skulde jo blive til en rigtig Bog engang. Og Mor var pludselig trods al sin Vandren paa fremmede Stier kommet sin lille Pige saa nær, at hun anede den Sorg, der ikke fik Ord. Hun trykkede den lille ind til sig.

”Men om dig, min lille Ven, har jeg intet at skrive. Min Pen er for grov. Men maaske en Gang…”

Ogsaa dengang havde Mor skrevet om Krig. Om graa Mænd, der i en graa Bil førtes til en Front et Sted ude i Verden.

Og efter at hendes Far var rejst bort i en saadan graa Bil, sagde Mor truende:

”Jeg vil skrive!”

Lisa betragtede Blyanten i Mors Haand med en saadan Respekt, som om hun troede, at Moderen med den vilde være i Stand til at slaa hele Hærskarer af Fjender ned.

Men i den første Tid skrev Moderen intet. Der gik lang Tid, urolige Nætter og mørke Dage, med sort Mørklægningspapir, der kun var rullet halvt op fra Vinduerne. Og de flyttede. Mange Gange flyttede de. Mor havde aldrig en Blyant i Haanden mere – jo, sent om Aftenen skrev hun Brev til Far – men hun ”skrev” ikke. Hun lignede en Furie med flyvende Haar og Fart over sig. En Gang løftede hun sin knyttede Haand og rasede over Bombemaskinen, der fløj hen over dem.

Senere blev Mor mindre og mindre heftig, men mere og mere stærk. Som en Hønemor samler sine Kyllinger, saaledes bredte hun Armene ud og samlede Børnene ind til sig, naar der var Fare. – Lisa, hendes ”store Pige”, Arthur ”Generalen”, og den lille mindste, som hun altid bar, og som de ventede med saa megen Spænding.

Det blev Jul, og det store Spørgsmaal var:

Mon Far kommer hjem? Han kom ikke. Men i Stedet kom den nye ”Lillebror”.

Og Mor, som altid var saa stærk og tapper, begyndte snart at tale om at Sven-Erik skulde blive – Professor. Hun vilde vel ikke, trods alt, have flere Krigere i Familien. Men eftersom Lillebror var endnu mere mærkelig end General Arthur nogensinde havde været, skulde han alligevel naa saa langt, som han kunde paa sit mere fredelige Omraade. Lisa blev dog aldrig rigtig klar over, om Mor virkelig mente det, eller om det blot var hendes Spøg, naar hun kaldte ham Professoren.

Efter at Sven-Erik var født, opdagede Lisa, at der fandtes en tredje Mor – en endnu uvirkeligere og fjernere Mor end Nummer to. Tredje Mor var tyst og langt borte i sin Drømmeverden, hvorfra hun, vemodig og blid, vendte tilbage til det nærværende.

Men Nummer to Mor var endnu den fremherskende. Og nu skrev Mor. Lisa var andægtig, for at skrive Bøger var jo noget betydningsfuldt. Men hun var ogsaa bange, naar Brødrene sov, og hun i Natkjolen, som hun var vokset fra, listede sig i Mørket hen til Dørsprækken og lyttede. Det smældede som et Maskingevær derinde, som om Mor selv førte sin egen Krig. Hun havde faaet en Skrivemaskine hjem, og den havde en haard og vred Lyd. Rystende krøb den lille Pige til sidst i Seng igen og faldt omsider i Søvn, medens Lyden af Skrivemaskinen værkede som smaa Hammerslag i det lille trætte Hoved.

Med denne stærke, beslutsomme Mor med sine blide Stunder og sin Pludren og Puslen med Lillebror forandredes, og Lisa vidste snart ikke, hvem af de tre der var hvem. Mor skrev, men med Afbrydelser, og efterhaanden hørte hun helt op med at skrive. En Dag fortalte hun, at de vilde faa en lille Søster.

”Søster?” sagde Lisa tvivlende, som kunde det ikke tænkes andet end, at det maatte fortsætte med en Række Brødre. Moderen sendte hende et mistænksomt Blik, som fik Barnet til at rødme, somtdidig med at hun vidste, at Moderen kun saa paa hende paa den Maade, fordi hun plejede at omgaas det ældste Barn som en voksen, hvilket Lisa fandt var det største, som kunde vedertares hende. Det var med en vis Hensynsløshed, at Moderen skænkede hende sin Fortrolighed. Hun kunde ikke udholde at være den eneste voksne. Men Lisa blev ligesom mindre og spinklere i Skuldrene af denne tidlige Delagtighed.

”Det maa blive en Pige,” sagde Mor i en haard Tone. Og Lisa bøjede sig. Naturligvis vilde det blive morsomt at faa en lille Søster. Men hvorfor var Mor saa streng? Og hvoror græd hun om Nætterne? Græd og var vred og slog Haanden haardt mod Sengekanten.

Og nu blev det snart Jul igen. ”Kommer Far hjem?” lod det Dagen igennem fra Arthur. Og Sven-Erik pludrede efter ham, som spurgte ogsaa han om det samme. Lisa gik og bar paa det samme Spørgsmaal, men hun udtalte det ikke. Det var jo givet, at han ikke kom. Mor vred jo Hænderne og var borte, stirrede langt ud i en øde Vinterverden. I Stedet spurgte hun:

”Mor, naar bliver Bogen færdig?”

Moderen saa vist paa Barnet. Saa sagde hun:

”Den bliver aldrig færdig.”

”Ja, men saa faar de jo ingenting at vide,” hviskede den lille med tørre Læber.

”Vide-” Mor lo, en træt Latter og lagde Haanden venligt paa det lette, silkebløde Haar, mens hun saa ud i Luften. ”Hvem skulde faa noget at vide? Jeg ved jo ingenting – ingenting andet, end at jeg ikke vil føde flere Drenge.”

”Mor, kommer Far-?” Nej, hun kunde ikk formaa sig til at udtale Spørgsmaalet, skønt det halve af Sætningen uforvarende var undsluppet hende.

”Jeg ved ingenting,” svarede Mor træt og satte sig tungt vd Bordet med det slidte Børnetøj.

Far kom, men rejste igen inden Jul. Og senere paa Vinteren kom den næste nye ”Lillebror”. Lisa sukkede resigneret, som havde hun forstaaet, at det maatte blive en Bror. Men Mor talte næsten aldrig om det nye Barn. Ingen fik at vide, hvad han skulde blive, eller hvad han overhovedet duede til, indtil Nabokonen en Dag sagde:

”Du er ked af at føde flere Drenge, siger du. Det er for Krigens Skyld. Men det skal du ikke bekymre dig om. Hvis vi faar flere Krige, saa kommer alle til at lide lige meget, Mænd som Kvinder. Men der bliver jo fred i Verden igen. Glæd du dig over dine Drenge.”

”Ja, ja, det er ogsaa sandt, det gør ingen Forskel,” gentog Mor, efter at Kvinden var gaaet. Og siden gav hun sig stille og varsomt til at pludre med Henrik, smile vemodigt til ha og vise hans smaa Tæer og første smaa bitte Tænder. Og den tredje Mor, den store, tankefulde, blide, blev mere og mere den, der gik gennem Stuerne og varetog sine Sysler, medens hun ventede paa Fred. Men om Nætterne laa hun vaagen og krympede sig i stum Angst, naar den tre Aar gamle Smerte dybt i hende pinte hende. Ikke engang Lisas lydhøre Sans kunde fornemem dette. Ogsaa dette smertefulde i Mor ventede paa noget, paa Dødsbudskab.

Og nu stod Lisa atter foran Moderen og spurgte:

”Kommer Far hjem til Jul?” Endnu havde ingen af Brødrene spurgt. Men Lisa, der mærkede, at Dagene blev kortere, syntes, at dette snart aarelange Spørgsmaal burde blive aktuelt. Hun gentog ikke sine Ord, thi hun bidste, at hvor fraværende Moderen en var, saa hørte hun alligevel. Og efter de mange Minutters dirrende Spænding og taalmodig Venten gjorde Mor en Bvægelse, som om hun varsomt løsnede usynlige Baand, der holdt hende fangen. Hun smilte atter, denne Gang virkeligt til sin lille Pige. Den spæde Barnestemme var gennem mange Hindringer trængt in i hendes Bevidsthed.

”Om Far kommer hjem? Ja men, kære Barn, der er jo saa langt til Jul endnu.”

Lisa blev staaende et Øjeblik og stirrede med et ulykkeligt Blik paa Moderen.

”Er der?” kom det, hjælpeløst.

”Ja, vist saa.” Mor faldt atter i Tanker.

Lisa trak sig stille tilbage. Krigen var saa stor. Og far blev saa længe borte. Ogsaa til Jul var der lang Tid. Nu vilde hun aldrig mere faa Mod til at spørge.

You can read about Sally Salminen's life and other literary works on nordics.info by clicking here.